Dronninglund kirke: Sophia Hedevig
Mindepladen er opsat på korsarmens øst-væg i prinsessens egen levetid.
Monogrammet er malet i hvælvet i andet fag og ses tydeligt nedefra kirken. Den sorte baggrund er rester af et gardin, der har været malet, ligesom det ses i Børglum Klosterkirke.
Sophie Hedevig, der var søster til kong Frederik IV, ejede Dronninglund 1716-1729. Hun var meget optaget af skolevæsnet og fik bygget to nye skoler i sognet (Gerå og Thorup) udover de fem, der var der i forvejen. Lærerne fik endvidere deres løn forbedret. Skolernes fundats bestemmer bl.a. følgende:
“Skolehusene er nyopbygget og på 7 fag, hvoraf de fire er til skolestuen. Her skal være kakkelovn af jern, nye bænke og hylder rundtom og et bord midt i skolestuen, dertil en dansk bibel, og 5 stykker salmebøger med det nye testamente i ét bind.”
“…Ellers som intentionen af denne anordning sigter alene til at plante i ungdommen den sande kristendom og gudsfrygt, hvortil skriven og regnekunsten ikke egentlig henhører, mens derved tiden kun mere forspildes, thi skal regne og skrivekunsten her kun agtes som et tilføjet værk, men findes nogens særdeles capable Ingenia (evnerige), kan de og derudi forhjælpes.”
Sophia Hedevig har gjort mange ting for kirken: Opsat jerngitter om altergulvet, opgangen til alteret og lydhimmelen over alteret, dåbsbaldakinen, degnestolen. Taget er repareret. Nye vinduer sat i. Og meget mere…
