Aalborg StiftKirkerBrønderslev gamle kirke › Kor og altertavle
Feedback

Brønderslev gamle kirke: Kor og altertavle

Magister Chr.A. Jensen, inspektør ved Nationalmuseet, foretog en gennemgribende undersøgelse af kirken i 1906. Bag alterbilledet, Kristus på korset malet af Ancher Lund, fandt magister Jensen det nuværende alterbillede fra renæssancen. Det forestiller den korsfæstede og døde Kristus med Maria til venstre og evangelisten Johannes til højre. Mellem korset og Maria ses Longinus på vej væk med den lanse, han brugte til at stikke Kristus i siden med. Personen ved siden af er antagelig Stefaton, der gav Kristus eddikesvampen at drikke af.

Teksterne er på latin. På den venstre står der i oversættelse: “Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig.” Esajas 44,22.

På den højre står der: ““Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Johs. 11,26.

Alterbilledet kan efter stilen at dømme være et nederlandsk arbejde. Sognepræst Thomas Christensen Mumme, Jerslev-Brønderslev sogn, studerede ved universitetet i den hollandske by Franeker i 1606, så måske har han selv bragt det med sig, eller måske har han bevaret kontakter dertil og har anskaffet det på et senere tidspunkt.

Noget tyder på, at bemalingen af altertavlen er udført af Jacob Thamsen, Hjørring, der også har bemalet altertavlen i Vrejlev kirke. I topfeltet øverst ses Fadervor. Det stammer fra en restaurering i 1913, men der har oprindelig været et billede – sandsynligvis af opstandelsen, men det var så medtaget, at det ikke lod sig rekonstruere. De 4 røde og 2 grønne små spir er ikke oprindelige, men tilføjet ved restaureringen efter inspiration fra Sct. Hans kirke, Hjørring.

Man ved ikke, hvornår muren bag altertavlen, som adskiller kor fra apsis, er opført. Måske i gotisk tid, da hvælvingerne blev bygget – måske o. år 1600, da altertavlen blev anskaffet.