Feedback

Brønderslev gamle kirke: Historie

Kirken, der foruden våbenhus består af skib, kor og apsis, anses for at være opført i 1100-tallet – og sandsynligvis ikke efter 1160-70.

Kirken har tre romanske vinduer: i apsis, i korets nordvæg og et tilmuret i skibets nordvæg.

Den gamle – nu tilmurede – norddør for kvinder med smuk bue er endnu synlig. I muren over døren ses tydeligt en aftegning fra taget af et tidligere kapel for ejerne af Kornumgaard. Kapellet var bygget i bindingsværk og havde plads til fire store kister, men der var også begravelser i gulvet. Det blev opført af Kirsten Pedersdatter Kjærulf kort efter hendes mand Peder Thomsen Galskyts død 1678. I 1840 var kapellet så medtaget, at myndighederne forlangte det istandsat. Det blev nedrevet i 1855 og kisterne sat ned i jorden på kirkegården.

Kirkeskibets forlængelse mod vest (ovenfor) stammer efter alt at dømme fra en gang mellem 1300 og 1450, hvor man udover udvidelsen af kirkerummet tillige byggede et tårn. Måske er tårnet opført o. år 1400, idet kirkeklokken bærer indskriften: “I Herrens år 1418. Mens jeg drages, hører I ved arnen, kommer til gudstjenesten.” Denne indskrift er på latin og ikke helt tydelig. Den kan eventuelt også oversættes: “I Herrens år 1418, når jeg trækkes, hører! Jeg kalder eder, kom til helligdommen.” Støbermærket er identisk med det på klokken i Hemmershøj kirke ved Slagelse. – Kirken har haft to andre klokker. Den ene måtte i 1529 afleveres til staten, der støbte den om til kanonkugler. Den anden, som var meget lille, blev i 1611 solgt til præsten for en daler.

I 1649 blev tårnet revet ned og erstattet med et andet. Dette nye tårn måtte repareres allerede i 1687. Det stod til – sikkert – en gang i slutningen af 1700-tallet.