Aalborg StiftKirkerHammer kirke › Historie
Feedback

Hammer kirke: Historie

Hammer kirke, der ligger isoleret dybt inde i skoven i Hammer Bakker, er en romansk kirke. Frem til 1760 udgjorde Horsens, Hammer, Sulsted og Ajstrup ét pastorat, da Sulsted og Ajstrup blev udskilt. Hammergaard umiddelbart vest for Hammer kirke var præstegård frem til 1877. Helt op til nutiden havde Hammergaard pligt til at have en opredt seng parat til sognepræsten, hvis det skulle blive nødvendigt.

I tiden omkring år 1900 var kirken ejet af sagfører Anders Olesen. Han havde store planer med kirken, der var stærkt forfalden. Bl.a. havde han en tanke om at flytte den til Grindsted, den største bebyggelse i sognet. Det blev dog ikke til noget. I stedet begyndte Anders Olesen at koncentrere sig om et kirkeprojekt i Vodskov, der voksede kraftigt. I 1985 blev Vodskov udskilt som et eget pastorat.

For at få plads til hvælvingerne blev kirkens højde forøget. Tårnet menes at være fra efter 1500, mens våbenhuset er noget senere. Klokken er fra 1510 og bærer indskriften: »Anno dni m.d.x. help ihs Maria Anna.« (Herrens år 1510 hjælp Jesus Maria Anna).