Til september i år er det 450 år siden bispesædet i Vendel Stift blev overflyttet fra Børglum Kloster til Aalborg. Vendel Stift, som blev oprettet i året 1060, fik navnet Aalborg Stift. Aalborg blev nu Stiftets hovedstad. Det skete ved kongelig reskript af 29. september 1554. Dette jubilæum vil vi gerne markere. Der er planlagt en række arrangementer, ligesom der udgives et festskrift, som fortæller om vort stifts historie i fortid og nutid.
Det begyndte i Vestervig
Festlighederne tager deres begyndelse med gudstjeneste i Vestervig Kirke søndag den 19. september 2004 kl. 13.00. Overleveringen vil vide, at Stiftets første bispesæde før Børglum var Vestervig. Historieforskere i dag sætter spørgsmålstegn herved. Men der er ikke tvivl om, at Vestervig var et betydningsfuldt politisk og kirkeligt centrum i Stiftets tidlige tid. Her var kongsgård, og det var i Vester Vig Knud den Store samlede sin flåde til leding mod England.
Stedet var tillige et søgt valfartssted, fordi en af middelalderens store helgenskikkelser Skt. Thøger var knyttet til Vestervig. Der var en kirke, som var viet til hans navn, og der var det store Augustiner kloster med den monumentale klosterkirke, som den dag i dag vidner om forgangne tiders storhed og nutids herlighed. Under alle omstændigheder er det derfor naturligt at begynde i Vestervig!
Efter gudstjenesten indbydes Stiftets menighedsråd og præster til festlig sammenkomst og kaffebord i Vestervig-Hallen. Der vil blive udsendt indbydelse med tilmeldingsblanket. Tilmeldingerne imødekommes i den rækkefølge hvori de indløber, indtil vi når et antal på ca. 650.
Flere markeringer af jubilæet
Fredag den 24. september afholdes det årlige landemode. For igen at markere de historiske sammenhænge henlægges landemodegudstjenesten til Børglum Klosterkirke. Søndag den 26. september markeres jubilæet ved en festgudstjeneste i Stiftets nuværende domkirke, Budolfi Kirke.
Onsdag den 29. september afsluttes festlighederne med en stor koncert i Domkirken.
Ved et jubilæum ser vi tilbage – og vi ser frem. Vi ser tilbage med taknemmelighed over vort rige fællesskab i dette skønne stift. Og vi ser frem med beslutsomhed, energi og fantasi, så vi kan fastholde og styrke det kirkelige liv i Stiftets mange sogne.
Vi har meget at takke for. Derfor har vi også meget at kæmpe for!