Hverdagen
Jeg har været biskop i ca. 38.880.000 sekunder.
Det har været særdeles begivenhedsrige sekunder. Nogle gange har jeg tænkt på, at et par millioner sekunder mere ville have gjort godt. Sådan er det ikke. Vi er alle underlagt tidens krav, og til tider, tidens tyranni, forstået på den måde, at alle aktive mennesker, ikke mindst engagerede kirkefolk, føler det kan være svært at få dagligdagen til at hænge sammen.
På den ene side er det udtryk for engagement og lidenskab. På den anden side er det os alle en stadig påmindelse om, at prioritere benhårdt og have en ubændig tro på, at det er legalt at sige nej en gang imellem.
Hverdagen som biskop, og det vil i sidste ende sige som præst er fyldt med utallige udfordringer. Mange timer tilbringes på landevejen. Møder Fra Skagen i nord, til Agger i Thy og til Hadsund i øst giver et indblik i stiftets geografi og kirkelige og folkelige sammensætning. Jeg elsker disse ture. Mest af alt elsker jeg mødet med præster, menighedsråd og menigheder.
Hvor jeg kommer frem møder jeg dedikerede og engagerede mennesker, der hver på deres måde arbejder på at skabe gode vilkår for menighedernes liv og vækst.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at der naturligvis er store forskelle på hvordan man har indrettet sig, men også store forskelle på den kirkelige opbakning.
Alligevel vil jeg sige, at både præster og menighedsråd kæmper “for det de har kært”. For nogle er det op ad bakke. For andre er tingene givet på deres egen måde. Men for alle gælder det: vi er kirke og vi vil gerne være kirke med de muligheder vi har og de udfordringer vi står i. Det er glædeligt. Det påskønnelsesværdigt. Det aftvinger respekt.
Nytænkning
Som det vil være alle med interesse for Aalborg stift bekendt, skal jeg afgive embeder til andre stifter.
I den forbindelse skal der træffes tunge beslutninger.
I mine mange møder med menighedsråd og præster svinger stemingen fra afmagt og frustration til holdningen: når det nu er, som det er, vil vi arbejde ihærdigt på at få det bedste ud af situationen.
Det har blandt andet afstedkommet megen nytænkning. Eksempelvis arbejder et menighedsråd i stiftet med at inddrage en af deres fire kirker til et eksperimentarium med nye gudstjeneste- og samværsformer.
Ideen er at fjerne alle bænke og indrette rummet på en ny måde med eksempelvis borde og stole. Disse anderledes fysiske rammer giver mulighed for at mødes på en ny måde, samtidig med, at kirken kan indrettes på, vil jeg sige, klassisk vis til gudstjenester og kirkelige handlinger.
Jeg støtter varmt tanken. Måske kan vi med dette pilotprojekt være med til at udvikle og nytænke brugen af vore mange kirker både i Aalborg stift og i landet som helhed.
Dåbsoplæring
I februar i år udkom rapporten om dåbsoplæring. Den var imødeset med stor spænding. Arbejdet begyndte i april 2008 hvor biskopperne besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende folkekirkens indledende konfirmationsforberedelse på 3. eller 4. klassetrin, som er en del af folkekirkens dåbsoplæring, samt vedr. folkekirkens konfirmationsforberedelse. Rapporten kan hentes på KM´s hjemmeside.
Jeg synes, arbejdsgruppen har udført et godt og gedigent arbejde. Noget af det, der efterfølgende har været til debat er forslaget om, at menighedsrådene skal tilbyde minikonfirmandundervisning til alle børn.
Jeg støtter forslaget helhjertet.
Omkring 78 % af danske kirkesogne tilbyder i dag minikonfirmandundervisning. I løbet af få år vil dette tilbud gælde alle børn. Ikke nødvendigvis i alle sogne, men så enten i et samarbejde sognene imellem eller i et samarbejde i provstiet.
Jeg finder det aldeles påkrævet at vi som kirke tager denne opgave på os, som man gør mange steder. Og jeg er overbevist om, at det kan få afgørende betydning for folkekirkens dåbsoplæring og dermed for folkekirkens fremtid.
Det er vigtigt, at sognepræsten under alle omstændigheder har det teologiske og det pædagogiske ansvar, men også vigtigt at man lokalt indretter sig efter de forhold der eksisterer rundt omkring i menighederne.
I Aalborg stift har vi flere ordninger på skole-kirkeområdet. Det kan og skal vi glæde os over, men det er også vigtigt for mig at påpege, at skole-kirke samarbejdet hverken skal eller kan træde i stedet for folkekirkens ansvar for den kristne børneoplæring. Begge ordninger har hver sin ret, og det skal respekteres.
Registreret partnerskab
På et bispemøde den 22. august med kirkeminister Per Stig Møller drøftede vi indgående spørgsmålet om registreret partnerskab.
Samme dag gik kirkeministeren i pressen og sagde, at han nu var klar til at indføre ikke bare et ritual for kirkelig velsignelse af indgået registreret partnerskab. Han gik videre, og sagde, at ordningen også skulle have konstituerende karakter. Det vil sige, at han ville forberede et lovforslag om, at indgåelse af registeret partnerskab også skulle have retsvirkning.
Jeg har i mit høringssvar givet udtryk for, at der bør være forskel på indgåelse af ægteskab og indgåelse af registreret partnerskab. Ligeledes har jeg givet udtryk for, at der foran selve ritualet i en kommende ritualbog ikke bør stå en præambel, der giver udtryk for præsters mulighed for ikke at medvirke i et sådant ritual.
Det ser ikke ud til at min holdning vil nyde fremme, men tiden vil vise, hvad det hele lander på.
Med mit syn på en rummelig folkekirke respekterer jeg naturligvis, at man kan sige nej til at foretage en kirkelig handling med registrerede partnere, lige så vel som man kan afvise at vie fraskilte, men jeg mener, at en præambel foran et nyt ritual, vil være med til netop at ophæve dette.
Efter sagen ved Kristkirken i Kolding har der været flere røster fremme om, at man så at sige skulle tvinge præster til at vie fraskilte. Jeg kan ikke advare nok imod denne holdning.
For det første skal man aldrig lovgive på enkeltsager.
For det andet skal vi alle uanset kirkeligt ståsted kæmpe for folkekirkens rummelighed.
Det var Voltaire der en gang sagde: Jeg er uenig med dig i dine synspunkter, men jeg vil til enhver tid kæmpe for din ret til at udtrykke dem.
Dette udsagn rummer for mig hvad frisind er: at der skal være rum og plads for os alle. Frisind er, at der er plads til forskellighed. Frisind er, at der er rummelighed.
Men naturligvis gælder frisindet og rummeligheden begge veje!
Unge og kirke høringer
I juni i år har jeg sammen med stiftsudvalget for Unge og Kirke holdt tre høringer i stiftet under titlen: Om at være kirke med de unge. Bemærk ordene “at være kirke med” og ikke for. Det handler om samvirke. Det handler om at lytte.
250 engagerede kirkefolk, præster, menighedsråd, sognemedhjælpere, organisationsfolk og alle der interesserer sig for arbejdet med unge mødtes til foredrag, workshops og ideudvikling. Vi fik mere end 200 forslag til, hvordan vi kan være kirke for og sammen med unge mennesker. I den kommende tid vil nogle af forslagene blive lagt ud på stiftets hjemmeside, og vi har kontakt til flere sogne, som har vist interesse for at være med til at føre nogle af forslagene ud i livet.
Jeg ser initiativet som en fremadrettet proces, som gerne skulle sætte os i stand til at lytte os ind til unge menneskers udfordring til os om at være kirke med dem i en ny tid. Og det lønlige håb er naturligvis, at vi som kirke til stadighed både er vedkommende og imødekommende.
På disse høringer luftede jeg tanken om en eller flere ungdomskirker i stiftet.
Jeg har for nylig haft møde med et menighedsråd, der støtter ideen. De er nu gået i tænkeboks og har lovet at vende tilbage inden længe. Mit håb og min drøm er at vi inden for overskuelig fremtid kan indvie en af stiftets kirke til ungdomskirke. En ungdomskirke med mulighed for nye gudstjeneste- og samværsformer, men samtidig en kirke, som skal fungere som sognets almindelige kirke til gudstjeneste og kirkelige handlinger.
Kirkeråd
I mandags kom Selskab for Kirkeret med et forslag til en kirkeforfatning. Spørgsmålet har været drøftet siden Grundloven af 1849 men er aldrig blevet realiseret.
Jeg har givet udtryk for tre ting i den forbindelse:
- At tiden er inde til en debat om en kirkeforfatning
- At jeg bifalder at der etableres et kirkeråd, hvor der tages forpligtende økonomiske beslutninger.
- At jeg står af hvis et kirkeråd også skal forholde sig til eksempelvis CO2 udledning og atomkraft.
Dette sidste argument skal ses i sammenhæng med, at folkekirken er folkets kirke. Hvis vi begynder at politisere folkekirken er vi ikke længere folkets kirke hvor evangeliet forkyndes rent og purt. Det forventes at vi gør det, men hvis vi politiserer, vil vi miste troværdighed i det folk vi er kirke med, og kirken vil stå i fare for at blive marginaliseret. Det er det modsatte vi har brug for: altså en kirke der prædiker evangeliet om syndernes forladelse uanset hvordan vi stiller os politisk. Og igen: et kirkeråd skal for mig at se kun have ansvar for kirkens indre anliggender med hensyn til tro og forkyndelse og økonomi.
Stiftsudvalg
I Aalborg stift har vi mange forskellige udvalg, som hver på deres front arbejder med kirke og forkyndelse (se alle udvalgene på stiftes hjemmeside).
Det forløbne år er Det Religionspædagogiske Udvalg igen blevet en realitet. Udvalget var i en periode sat på stand by, men er nu fuld funktionsdygtig og har allerede flere projekter i støbeskeen.
Et nyt udvalg har set dagens lys. I samarbejde med Stiftsrådet har jeg nedsat et udvalg for diakoni.
Også dette udvalg arbejder ihærdigt med at sætte diakoni på den kirkelige dagsorden, og den kommende tid kan man via stiftets hjemmeside følge med i udvalgets arbejde.
Samrådsmøder i provstierne
Jeg er efterhånden ved at have besøgt alle provstierne til et samrådsmøde.
Det har været en god indgang i stiftet. Det har været berigende at møde præster og provster og høre om de udfordringer de står i i dagligdagen. Det giver mig en enestående lejlighed til at administrere i hverdagen, fordi jeg lærer de enkelte provstier og præster at kende.
Kirken i hverdagen
For første gang i mange år var jeg igen på festival i år. Nu ikke som deltager, men som gæst i kirketeltet under Nibefestivalen.
Jeg deltog for på den ene side at opmuntre de mange præster og frivillige der lægger mange kræfter i at være kirke på festivalen. Men også for at pege på vigtigheden af, at vi som kirke også har et budskab at bringe ind i en festival hvor titusinder unge mennesker mødes til samvær og musik.
To erindringsglimt fra festivalen melder sig.
Jeg fik en dybsindig samtale med unge mennesker om kirke og kristendom. Om deres tro. Om deres tvivl. Under vores samtale meddelte den tjenestegørende præst over højtaleren, at der nu var altergangsgudstjeneste.
Vi var omkring 40 i teltet. Nogle sad os småsnakkede. Andre spillede kort. Præsten begyndte på nadverritualet. Kortspillerne fortsatte. Da vi kom til fadervor i ritualet spillede videre, men de bad højlydt med på fadervor.
Det blev for mig en hellig stund. En hellig stund hvor unge mennesker i deres tilstedeværelse godt vidste, hvad der foregik. Fadervor kunne de udenad. Måske havde de lært den hjemmefra. Måske var den kendt fra konfirmandstuen.
Igen: en bekræftelse på at det vi gør som kirke, det virker.
Rundt omkring i stiftet
Ellers har dagene budt på kirkeindvielse, åbning af nye sognegårde, almindelige søndagsgudstjenester, hvor biskoppens besøg var ønsket, bispeeksaminer, ordinationer, utallige møder i stift og bispegård, samt et djærvt, ligefremt og frugtbart samarbejde med stiftets ansatte.
I den forbindelse vil jeg gerne rette en stor tak til stiftskontorchef Jørgen Lützau Larsen for stor indlevelse, opbakning og gode råd. Også tak til stiftets ansatte som hver på deres måde yder en helhjertet indsats for det kirkelige liv i Aalborg stift. Det aftvinger respekt skal jeg sige.
Tak til stiftsamtmand Leif Sondrup for kvalificeret og engageret samarbejde og talrige debatter om kirkes muligheder i et sekulariseret samfund.
Tak til provster, præster, menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd og alle kirkens ansatte, som yder deres uegennyttige indsats for at folkekirken i Aalborg stift må være til glæde og gavn for enhver som frekventerer folkekirken.