Biskoppen
Landemodeberetninger

Årets gang i stiftet

Læs biskoppens aktuelle og tidligere landemodeberetninger her.

Landemodeberetning 2016
Af Henning Toft Bro

Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
Som jeg nu min egen må kalde…
Af henfarne slægter jeg arved den vang,
Hvis muld jeg for udsæd nu pløjer…
Så lær mig da Herre, at dig til behag
Jeg bruger det pund, mig blev givet,
At fylde med hæderligt virke min dag,
At hjælpe og værne om den, som er svag,
At elske, thi deri er livet.
Og giv mig til sidst Et navn, Herre Krist,
Som er i din livsbog indskrevet! 

Disse brudstykker fra salmen ”Du gav mig, o Herre en lod af din jord” indrammer ganske glimrende, hvad jeg kommer omkring i årets Landemodeberetning: Den skal handle om at vi hver især har fået livet som en gave, og at vi er sat i verden og på vores sted og i vores virke skal bruge vort liv Gud til ære og vores næste til gavn. Sætte livet i spil så at sige. Være lys og salt i verden. Gå ud med evangeliet om Jesus Kristus, som han selv har sagt, vi skal. Det gør vi hver især gennem det daglige, lange seje træk som medarbejdere i Folkekirken. Menighedsråd, præster, provster og biskoppen skal hver fra deres position forsøge at skabe en levende, nærværende og vedkommende Folkekirke i Aalborg stift. Og det synes jeg, I gør godt. De seneste tal fra vores kirketællinger viser med al ønskelig tydelighed, at der er noget på spil. At kirkelivet trives. At vi er kirke på en måde, så folk gerne søger ind i vore fællesskaber. Det forpligter, men det giver også den arbejdsglæde og den frimodighed der er livsnødvendigt i dagligdagen. Frimodigheden og arbejdsglæden består ikke mindst i, at vi finder vores fundament ikke i os selv, men uden for os selv. Nemlig i Kristus og evangeliet om ham. Der er vores eksistensberettigelse. Midt i budgetter, regnskaber, personaleadministration, mange gudstjenester, kirkelige handlinger og ditto arrangementer, ledelsesfunktioner og store udfordringer i hverdagen kan vi finde hvile i, at Jesus der sendte sine disciple ud for at skabe kirke, lovede dem, og dermed os, at Han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Det må vi aldrig glemme.

Det faldende dåbstal
En af de store udfordringer vi står lige midt i er de faldende dåbstal. Den seneste tid har der været fokus på emnet rundt omkring i stifterne fra rapporter, over konferencer til en indsats på de sociale medier der løber af stablen til november. Vi har også projekter i støbeskeen i Aalborg Stift. Gennem de seneste 25 år, har vi i Folkekirken sat stor fokus på børn og unge. I Aalborg stift med ansættelser af flere ungdomspræster, tilstedeværelse på Nibefestival gennem 10 år, Rockgudstjenester, Ungdomsgudstjenester mv. Andre indsatsområder er babysalmesang, børnekorsarbejde, minikonfirmander og konfirmationsforberedelsen og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan dåbstallet havde set ud uden denne kæmpeindsats I udøver i sognene. Det faldende dåbstal må til enhver tid være en anfægtelse for alle der interesserer sig for Folkekirken, og de kommende år skal vi arbejde benhårdt på at komme i dialog med de forældre der vælger dåben fra. Komme i en tæt dialog om, hvorledes vi kan være kirke sammen, hvad de ønsker af os som kirke og hvad der skal til for at de vil vælge dåben og dermed kirken til. De senere års undersøgelser viser, at mange gerne vil kirken, men på tidspunkter og dage der passer ind i deres livsrytme. Det synes jeg også vi gør i vid udstrækning, men en dialog vil måske afdække, om der skal andre ting til. Det er en anfægtelse for mig at nogle vælger dåben fra, og i større perspektiv vil det få afgørende betydning for de kommende generationers forhold til kirke og kristendom, og det er der den største udfordring ligger. I den Norske kirke har man siden 2003 investeret mange millioner i projektet: Trosoplæring i en ny tid – om reform af dåbsoplæringen i Den Norske Kirke. Reformens målsætning er en trosoplæring for alle døbte fra 0 til 18 år. Lederen for projektet Kristine Aksøy udtaler til magasinet, ”Kirken i dag” følgende: ”Når børn og unge er trygge i deres religiøse identitet, giver det grobund for respekt og tolerance i mødet med dem, der har en anden tro eller et andet livssyn…det regeringsudnævnte udvalg, som udredede sagen, præsenterede reformen med slagordet `kun en kirke, som overleverer, vil overleve`”. Måske kan ideen ikke overføres til danske forhold, men jeg er overbevist om, at Folkekirken på nationalt plan bliver nødt til at stå sammen om denne udfordring gennem oplysning og undervisning og fælles tiltag. Vi skal lave en langsigtet plan, så enkeltprojekter, hvor gode og nyttige de bestemt er, ikke bliver enkeltstående tiltag, der står i risiko for at sande til.

Udmeldelser af Folkekirken
Et beslægtet emne er antallet af udmeldelser af Folkekirken. Antallet af udmeldte af Den Danske Folkekirke i 2. kvartal i år var på 10.600. Isoleret set ikke et alarmerende antal i en kirke, hvor vi er omkring 4,3 mill. medlemmer. Og dog: ethvert medlem der melder sig ud er et medlem for meget. Som udfordringen med det faldende dåbstal ser jeg udmeldelserne som dybt problematiske og vi skal vove at spørge os selv: hvad er det vi gør, måske navnlig, hvad er det vi ikke gør siden der er nogle, der melder sig ud af fællesskabet. Vel har det nogle konsekvenser i forbindelse med begravelse og bisættelse, når man ikke er medlem. Det er ikke uden problemer, men det er en mindre del for mig at se. I stedet skal vi overveje, hvilke konsekvenser det får ikke bare for kirken, men også for samfundet. Ud over at vi i kirken prædiker Kristus, døber, konfirmerer, underviser, vier og begraver, så er kirken også, og har de seneste generationer, været den største kulturbærende institution i Danmark. Kirkens diakoni har siden de allerførste kristne menigheder været et kendetegn for os som kirke. Megen sociallovgivning hviler på diakoniens grundpiller om at tage vare på næsten, hvor diakonien naturligvis har en ekstra dimension, da vi i diakonien også tager vare om menneskets åndelige side. Denne historik glemmes ofte i debatten om udmeldelser for det handler også om at man melder sig ud af fællesskaber, som har været med til at forme både samfundsliv og kirkeliv i generationer. Ved at melde sig ud af Folkekirken vender man ryggen til sin egen historie, sin egen kultur, det vi er rundet af og det som i den grad har været med til at tømre os sammen som folk. Som en af mine kolleger formulerede det forleden lever vi en tid med religionsforskrækkelse. Jeg er enig. Tag for eksempel den megen virak omkring konfirmationsforberedelsens placering i løbet af børnenes skoledag, forbuddet mod at samles til bøn og sang på gymnasierne, udmeldelserne ser jeg også som en del af en tendens. En af måderne hvorpå vi kan imødegå denne religionsforskrækkelse er at vi fortæller at kirken er en del af vores fælles fortælling om det at være menneske og folk, om det at evangeliet sætter os fri fra alt det der binder os, at vi har brug for fællesskaber som tager det enkelte menneske skabt i Guds billede alvorligt, at det giver livsmod og kræfter til at leve vort brogede menneskeliv ved at vide, at centrum i ethvert menneskeliv ligger uden for en selv. På dannelseskonferencen i Nyborg november 2015 sagde en af oplægsholderene, at der var en stor folkevandring i gang i Danmark, jo, sagde han op mod 800.000 vandrer mod landets fitnesscentre. Respekt for alle der dyrker motion sammen og alene. Men for nu at sige det, så har vi i vore kirker et åndeligt fitnesscenter hvor vi ikke skal træne så vi sveder, her er ingen instruktør der opildner til at yde mere og mere, her er ingen lodder og trisser og vægte der skal rykkes i og løftes. I fitnesscentre dyrker man sig selv. I kirken dyrker vi fællesskabet. Her er ingen indpisker. Her skal man ikke yde andet end at være. Være sig selv. Være den man er, og når alt kommer til alt, er det det, vi er bedste til.

Dannelseskonference
Det var nogle af de temaer der blev berørt ved en mini-dannelseskonference den 22. september i år. Konferencen var arrangeret af Aalborg kommunes skoleforvaltning, Danmarks Lærerforening og Folkekirken i Aalborg stift. Omkring 130 skolefolk og forældre deltog i konferencen, hvor temaet var ”Hvad skal vi med skolen?” Det handlede om, hvorledes vi kan lære at være til i en tid, hvor alt for mange unge mennesker farer vild i deres eget liv, som en udtrykte det. Derfor er det et vigtigt samarbejde, der er etableret. I Skolen får eleverne faglige kompetencer, de lærer at tage vare på deres eget liv og sig selv, men de lærer også at indgå i fællesskaber og bidrage med alt det der er dem, og det de kan. Begreber som dannelse og værdidebat bliver heldigvis mere og mere italesat i den offentlige debat. Og her der det livsnødvendigt at vi som Folkekirke deltager i debatten og peger hen på de værdier kirken altid har stået for. Værdier som næstekærlighed, medmenneskelighed, fællesskab og for at skabe hele mennesker skal læring og dannelse gå hånd i hånd, så læring aldrig står alene, men suppleres med indsigt i kunst, sprog, litteratur, historie, musik og ja, forpligtende fællesskaber. Som det blev nævnt af en oplægsholder: Dannelse er at anvende sin viden og kunne indgå i et forpligtende forhold til sit medmenneske, at man lærer at være noget for sit medmenneske. Dannelse er en indsocialisering i fællesskabet. Her skal vi som kirke være med i debatten. Vi skal indgå i fællesskaber med organisationer, foreninger og institutioner der vil være med til at tage debatten om dannelse, så vore unge mennesker, de kommende generationer, ikke farer vild i deres eget liv, men netop finder sig selv som værdifuld og uundværlig for fællesskabet blot ved at være og turde være den de er.

Hvad er meningen?
Også på et andet plan har vi i Aalborg stift de sidste par år arbejdet sammen med skoleverdenen. Det udmønter sig i fire dagskurser i Folkekirkens Hus til november under titlen ”Hvad er meningen?”. Flere end 800 studerende er meldt til og flere end 200 står på venteliste, og planen er, at vi gentager arrangementet i 2017. Takket være Stiftsrådets økonomiske opbakning. Projektet er blevet til et samarbejde mellem Gymnasier i Aalborg stift, Aalborg Universitet og Folkekirken. Det er kort fortalt et forsøg på at skabe et dialogrum mellem teologi, naturvidenskab og filosofi. Dagene forløber med foredrag, workshops, samtaler og debatter hvor de studerende får rig mulighed for at træne og udfordre sig selv i diskussion med fag og fakulteter og finde ind i debatter om religion og naturvidenskab. Jeg betragter også dette arrangement som et dannelsesprojekt, hvor kirken kommer i dialog både med de studerende og uddannelsesinstitutionerne og måske kan vi være med til både at nedbryde fordomme om kirke og teologi og få dybere indsigt i livet og den verden vi er en del af. Uddannelsesmesse I januar i år var der uddannelsesmesse i AKKC i Aalborg. Folkekirken var også med. Jeg deltog i nogle timer. Det prioriterede jeg, fordi det er vigtigt, at vi er til stede, hvor unge mennesker mødes og står foran vigtige valg i deres liv, ikke mindst studievalg. Vi fik mange unge mennesker i tale. Og måske har vi plantet en lille bitte spire i nogle af de unge mennesker, som med tiden vælger at studere teologi med henblik på at blive præst i den danske folkekirke.

Præsterekruttering
Det fører over i en overvejelse om præsterekruttering. På et bispemøde for et par år siden slog jeg til lyd for, at vi bliver nødt til at sætte ind på en udfordring de fleste stifter nu står i, nemlig præsterekruttering. Selv om jeg kun havde været biskop i et par år, kunne jeg se, at antallet af ansøgere var dalende. Desværre er det kun gået en vej. Det er nedad. Der er nu nedsat et udvalg under Kirkeministeriet der de næste år skal arbejde med denne udfordring. Det handler blandt andet om: hvordan får vi flere unge til at læse teologi? Hvordan får vi de teologiske kandidater til at vælge præstegerningen til? Hvordan finder vi nye veje for uddannelse af præster? Hvordan skaber vi attraktive embeder, som de unge mennesker kan se sig selv i? Mange forslag er i spil. Jeg er fortrøstningsfuld. Vi kommer naturligvis gennem denne periode med få ansøgere, som vi har gjort det før. Men det er uhyre vigtigt, at der skabes nogle ”her og nu løsninger” så vi kan få besat vore ledige embeder med dygtige teologer. Det er lykkedes indtil nu. Det lykkes også i fremtiden, men det kræver tålmodighed og benhårdt arbejde fra os allesammen. Jeg er ikke i tvivl om, at både uddannelsesmesserne, dannelseskonferencen og efterårets projekt ”Hvad er meningen?” er væsentlige byggesten i den fortælling.

Migrantarbejde
På sit møde den 12. september i år nedsatte Stiftsrådet Stiftsudvalget for Folkekirkens Asylsamarbejde. Mange præster arbejder benhårdt med dåbsoplæring for de flygtninge og asylansøgere der er kommet til Danmark. Enkelte har det som en kvote i deres embeder. Med det nye stiftsudvalg får vi mulighed for at netværke og samle erfaringer på en ny måde. Vi får mulighed for at koordinere indsatsen, så de præster og menigheder der arbejder med området kan finde sammen i en fælles erfaringsudvikling og med udvalget får man et sted at henvende sig, når og hvis man skal i gang med migrantarbejdet rundt omkring i menighederne i Aalborg stift.

Kommunikationsplan
Sammen med Informationstjenesten har vi nu vedtaget en ny kommunikationsplan, der løber frem til udgangen af 2018. Det vil føre for vidt at komme ind på detaljer her, med i den nye kommunikationsplan handler det om at styrke den eksterne kommunikation. I Folkekirken, også i Aalborg stift, har vi været meget gode til at kommunikere internt. Det er der ikke noget galt i, men vi forsøger nu at gå nye veje i håb om, at vi med den eksterne kommunikation kan komme længere ud med vores budskab om at være en levende og nærværende kirke. Derfor vil vi opruste os på de sociale medier. Det vil vi for at komme i dialog med dem, der godt vil Folkekirken. Det er ofte mennesker, som vi ikke har kunnet nå, med den måde vi kommunikerer på. En ny hjemmeside ser dagens lys i løbet af efteråret. Den bliver mere brugervenlig end den gamle side, men i dag er det sådan at en hjemmeside ikke kan stå alene. Jo, det kan den godt, men den står i stor fare for at sande til, fordi en hjemmeside for mange blot er indgangen til en ny kommunikationsform. Her spiller de sociale medier en større og større rolle. Det har vi taget bestik af, og de af jer der følger med, har også set, at vores elektroniske nyhedsbrev er en nyskabelse, som vi forventer os meget af. Den nye satsning på kommunikationsområdet betyder, at Stiftsavisen kun udkommer en gang mere. Stiftsavisen har haft sin tid. Og hvilken tid. Den blev til i en tid, hvor Folkekirken begyndte at kommunikere på en ny måde. Og avisen har haft sin berettigelse. Igen: nu går vi nye veje og glæder os det Stiftsavisen bragte gennem årene.

Folkekirkens Familiestøtte
Vi er nu ved at få løbet projekt ”Folkekirkens Familiestøtte” i gang. Der ansættes koordinatorer rundt omkring i provstierne. Disse koordinatorer er vigtige for projektet, for det er dem, der sammen med projektets to ansatte skal mobilisere frivillige og skabe kontakter til de familier, som gerne vil med i projektet. Og kan et menighedsråd ikke løfte opgaven alene, kan man naturligvis arbejde sammen på tværs af sognegrænser. Folkekirkens Familiestøtte bliver mødt fantastisk positivt alle steder og på alle niveauer! Der er fuld opbakning og anerkendelse af behovet.

Kirken på landet
I 2016 og 2017 er sognepræst i Hals og Hou pastorat, Sophie Nordentoft ansat på halv tid, hvor hun skal arbejde med emnet ”Kirken på landet”. Sophie Nordentoft har de få måneder hun har arbejdet med området, skabt netværk til andre stifter, hvor man arbejder med Kirken på landet. Ligeledes er der aftalt inspirationsmøder rundt omkring i Aalborg stift, hvor I arbejder med temaet. Til foråret indbydes til en temadag om Kirken på landet. Det bliver søndag den 5. marts 2017 om eftermiddagen, så I får mulighed for at deltage efter gudstjenesten derhjemme. Dagen afholdes i Folkekirkens Hus.

Folkekirkens Hus
Folkekirkens Hus begyndte så småt med arrangementer omkring 1. oktober 2015. Palmesøndag indviede vi Folkekirkens Hus. Det begyndte med festgudstjeneste i Domkirken. Efterfulgt af en reception i huset, en folkefest i teltet på Gammeltorv med beværtning og koncerter og sluttede festligt i Domkirken med en stor koncert. Flere end 4000 deltog i dagens festligheder på den ene eller anden måde. Nu er det blevet hverdag. Og hvilken hverdag. Huset summer af liv. Fra undervisning, til sangaftener, koncerter og arrangementer om tro og kristendom, om værdier og om det der rører sig i og omkring Folkekirken.

TAK
Jeg vil til at lægge an til landing og først rette en stor tak til Stiftsrådet for engagement og medleven i stiftets mange udfordringer, og særlig til formanden for Stiftsrådet, Ejnar Haugaard Thomsen for samarbejdet og formandsskab. Tak også til Stiftskontorchef Jørgen Lützau Larsen. Hverdagene byder på konstant på nye og spændende udfordringer. Dem løser vi efter bedste evne. Tak for vort gode, fortrolige samarbejde, samvirke, sparring og både juridiske og menneskelige råd. På stiftsadministrationen øver alle ansatte en forbilledlig indsats for at understøtte og hjælpe præster og menighedsråd i det daglige arbejde. Tak for jeres indsats og støtte til mig i hverdagen. Tak til provster, præster, menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd, ansatte og frivillige i Aalborg stift. I er på hver jeres måde frontkæmpere, og lever kirkelivet derude, hvor det hele har sit udspring og kilde, nemlig i menigheden. I er med til at værne om evangeliets frie løb og dermed er I garanter for at evangeliet om Jesus Kristus, som er vores grundlag, har gode kår for liv og vækst. Sidst men ikke mindst skal der lyde en tak til jer alle, fordi I bakker op om årets Landemode både her og i Domkirken. Det styrker fællesskabet og tjenesten og det giver mig frimodighed i hverdagen. Husk glæden og stoltheden over at være medarbejdere i Folkekirken. Husk at sige det højt. Fortæl om glæden over den betroede opgave vi har som kirke, nemlig at bringe evangeliet videre til dem vi er kirke sammen med. Men jeg vil også pege på den stolthed vi alle skal og bør føle over, at vi er en del af en evangelisk luthersk folkekirke. Glem aldrig denne stolthed! Husk frimodigheden. Glæd jer over glæden.


Landemodeberetninger
2015
2014