- Salmer: 2, 392, 486,, 334, 25
- Prædiketekst: LK. 24, 28 – 35
Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Det er mig altid en stor glæde at sidde på kirkebænken som almindelig kirkegænger. Også denne sommer har jeg benyttet mig at muligheden.
Således var jeg en regntung sommersøndag til gudstjeneste i Humlum kirke ved Struer. Jeg kom i god tid. Havde ro til både at forberede sind og hjerte på gudstjenesten, men også tid til at suge rummets indtryk til mig. Sindet dvælede ved kirkens inventar, og eftersom kirkegængerne blev bænket fik jeg en grunddyb, glædelig fornemmelse af at høre til, af at være en del af et fællesskab, en fornemmelse af samhørighed, ja, en overstrømmende glæde ved at være en del af den kristne menighed.
Blikket faldt på den gamle middelalderkirkes smukke krucifiks på kirkens nordvæg. Ordene på prædikestolen. Rummets enkelthed og renhed og ikke mindst kirkens nye altertavle af kunstneren Arne Haugen Sørensen. Ny og ny er nu for meget sagt. Man har bibeholdt kirkens gamle altertavle. Fjernet midterparti, og erstattet det af det nye maleri. Motivet er måltidsscenen fra Vandringen til Emmaus. (LK. 24) . Øverst et trekantet billede af de tre tomme kors. De to røvers kors er sorte. Den nederste del af Jesu kors er mørk. Den øverste del er forgyldt. Langfredag ligger bag. Det er blevet påske.
Jesus sidder til bords med de to disciple som han har slået følge med på vejen. På deres vandring kender de ikke Jesus. De har højlydt undret sig over hans uvidenhed om det der er sket med Jesus. Men da Jesus bryder brødet udbryder den ene af mændene: Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Jesus forsvinder for øjnene af dem, og de går til de 11 disciple og udbryder: Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.
Herren er virkelig opstået.
Det er det glædelige budskab som I nu skal dele med og forkynde for jeres menigheder. I disse ord opstår den kristne kirke. I disse ord, Herren er virkelig opstået grunder al teologi og forkyndelse. Opstandelsen er så at sige vores berettigelse som forkyndere. Uden opstandelse ingen forkyndelse. Uden opstandelse intet håb.
Kære ordinander. Det er det glædelige budskab I skal bringe jeres menigheder i glæde og sorg. Når livet synger, når livet ramler sammen, når dagene er grå og når solen skinner, skal det lyde igen og igen: Kristus er opstået… Det er det sejsbudskab I skal bringe i alle livets forhold. Og tro mig: det holder, det bærer og det bringer håb. Det ved de præstekolleger der sidder bag jer som støtter i dag. Det ved jeres menigheder. Og ja, det budskab forventer jeres menigheder at høre.
Præsterollen forandres meget i disse år. Selv mener jeg at sognets præst får større og større betydning. Det gør præsten fordi hun forkynder et ord som på den ene side er uden for tid og rum og samtidig en røst i tid og rum der sætter os ind i et forhold til vores medmenneske og dermed Gud.
“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”… lød det før.
Det brændte for de to Emausvandrere. Det brænder stadigvæk. Det skal brænde. Vi skal tænde. Som poeten synger: vil du tænde, må du brænde….
Vi brænder for evangeliets ild og tale. Optændte af budskabet: Herren er opstået… skal I brænde for evangeliets forkyndelse og I skal tænde den ild, der sætter hjerter i brand, så de igen må brænde for evangeliets ild.
Evangeliet og evangeliets tale er opbrud og nybrud.
Sådan er det også i jeres liv med jeres kære. I er på vej ind i en ny tid med nye udfordringer og nye opgaver.
Direktøren for Ny Carlsbergfondet, Hans Edvard Nørgård-Nielsen udgiver om få dage et tobindsværk om Limfjorden. Hvor jeg dog glæder mig til at læse værket.
I et interview forleden udtalte han:
Hver gang du når et nyt sted hen, møder tilværelsen dig med sine krav og sine besværligheder, men det sted som du lige har forladt er et overstået sted, der hviler smukt og afrundet i din erindring.
Det gælder fysisk, hvor I er på vej til at fæste bo på nye steder. I nye menigheder. Men i mødet med evangeliet om Jesus Kristus gælder også at det gamle er forsvundet. Noget nyt er blevet til.
Det gamle hviler måske smukt og afrundet i erindringen. Men i mødet med Kristus sættes vi ind i et ny livssammenhæng. Også med krav og forventninger der kan stilles til en ny præst, dog altid med det fortegn at Kristus er opstået.
Må Gud velsignelse jeres liv og gerning.
