Aalborg StiftBiskoppenArtikler og taler › Hyrderne lå på marken
Feedback

Hyrderne lå på marken

Hyrderne lå på marken en stjerneklar, iskold nat. Da lød der en sang i det fjerne, fortryllende toner og ord.

22. december 2013. Af Henning Toft Bro og Helge Engelbrecht

Maria og Josef i stalden med det nyfødte barn. I baggrunden til venstre hyrderne, der modtager englens budskab: Ære være Gud i det højeste. Kalkmaleri i Sulsted kirke. Foto: Niels Clemmensen

Hyrderne lå på marken
en stjerneklar, iskold nat.
Der brændte et bål for hyrder især
der sov under himmelens hat.
En enkelt holdt vagt der ved ilden,
hvor stilheden sætter sig spor.
Da lød der en sang i det fjerne,
fortryllende toner og ord.

Hyrderne lå på marken
og vogtede deres lejr
da englen fra Gud selv bragte dem bud
om kærlighed, glæde og sejr.
Og hyrderne vågnede langsomt,
blev grebet af frygt ved dens ord
om Himmelens frelse til alle,
til os som bebor denne jord.

Hyrderne lå på marken
Dette var tegnet, de fik:
I finder et barn i krybben et sted
Stå op nu, drag ud og vær med
Det barn er Guds gave til alle,
hver levende, søgende sjæl
Det barn er Guds søn. Han er Kristus.
Det barn er Guds kærlighed selv

Hyrderne lå på marken
og lytted til englenes sang
om krybbe og barn i Bethlehem By
og sangen skal lyde påny
En sang om en fred der skal gælde
og lejres i hjerternes bund
når alle Guds børn her på jorden
besynger den hellige stund.

Hyrderne lå på marken
Snart drog de op og afsted
og barnet de fandt blev håbets gesandt
Som sendebud kom han herned
Han omfavner alle på kloden
og hvisker sit levende ord
om glæde til alle som lever,
til os som bebor denne jord.