Aalborg StiftBiskoppenArtikler og taler › Himlen møder jorden
Feedback

Himlen møder jorden

Gud har valgt at leve blandt os, for at vi skal kunne finde fred og hvile i at leve vort eget liv, uanset hvordan det end udvikler sig, skriver biskop Henning Toft Bro i denne forårsklumme

4. marts 2013. Henning Toft Bro

Isen har endelig sluppet sit faste tag i strandkanten.

Forleden så jeg enkelte isflager endnu drive rundt i havn og på fjord.

Selv om det måske ikke helt føles sådan, så er en forlængelse af dagen på godt 3,5 timer begyndt at sætte sine spor. Solen går sin himmelgang i sejrsrus. Gavmildt deler den ud af sit lys og sin varme.

Efter en lang, for nogle alt for lang, frostperiode, er kulden stille og roligt trængt tilbage.

Varmen er ved at finde fodfæste. Det mærkes på en solfyldt plet.

Det er forår. Skulle vi ikke have opdaget det, er det godt, at fuglene har. De kan ikke lade være med at synge. De bobler af fryd og glæde. En fryd og en glæde der må ud. Ud for at forkynde liv og lys og varme. De må synge og vi må glædes ved det. Vi kan ikke andet.

Som sagt, isen har sluppet sit tag i landet. Det er godt på mange måder, for nu er der plads til fuglene.

Gå en tur ved strand og bugt og se gråænderne søge sammen. Han og hun. Se strandskaden boltre sig alt imens den skriger sit velvære ud med dens karakteristiske skingre skrig.

Jo, det er forår med alt hvad det indebærer af liv og lyst, håb og fremtid.

Som fuglene søger sammen for sammen at skabe nyt liv, sætter Gud jorden stævne for at skabe nyt liv til os og for os.

Himlen sænker sig over jorden. Gud vælger side til fordel for os. Han forlader sin trygge himmel, for at få os i tale. Ingen skal længere være i tvivl. Gud har valgt at leve blandt os, med os og dø for os, for at vi skal kunne fred og hvile i at leve vort eget liv, uanset hvordan det end udvikler sig.

Søndag den 17. marts er det Mariæ bebudelsesdag. Dagen hvor Maria får besøg af Guds engel, der fortæller hende, at hun skal føde Jesus. I teksterne til denne dag mærker vi Marias ængstelighed og hun spørger englen , hvordan det skal gå til, at hun skal blive gravid. Men efter denne usikkerhed og tvivl, bliver Maria fast i mælet: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.
Derefter forlader engelen hende.

Men hvad sker der så? Ja, da Maria er blevet alene begynder hun at synge. Hun bryder ud i lovsang. Hendes jubel vil ingen ende tage. Hun synger så, ja, så englene må synge med og fryde sig: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser.
Maria kan ikke lade være med at synge.

Vi kender det fra os selv. Når vi oplever stærkt og dybt bobler vi over af glæde og bristefyldt af det alt sammen bryder vi ud i sang. I tak og sang til Gud. I lovsang til vore Herre og frelser som tak for livet og det gode der overgår os. Det er måske værd at bemærke, at ordet lov, som vi anvender i ordet, lovsang stammer fra tysk og betyder noget i retning af, bifald eller tilfredshed.

Maria synger sin glæde ud. Vi synger vores glæde ud. Det gør vi når livet kommer til os.
Om det er livet omkring os, eller livet vi møder i evangeliets tale. Og tiltale.

Fortællingen om Maria er fortællingen om at Gud bøjer sig ned imod os. At Gud kommer os i møde. Et himmelsk jordisk møde.

“Nu sænker Gud sit ansigt over jorden det store hjerte banker ganske stille.” Sådan begynder Tove Ditlevsen et digtet, Forårsnat. Gud bøjer sit ansigt og ser ned på jorden, ned på menneskenes verden. Han kysser dyrene og børnene, der sover. Han græder over vågne, kolde sjæle, skriver hun videre.

Oppefra ser Gud ned på alt det, der vrimler på jorden. Og i hans blik er der en kærlighed, som favner det hele. Både det, som er svøbt i tryghed og det, eller måske især den, der vender og drejer sig uroligt i natten.

Gud ser nedad. Hans blik søger altid mod dybet, for at finde og løfte den svage.
Det blik, som søger mod dybet, det blev til kød og blod. Det blev menneske i Jesus fra Nazareth. Han steg ned fra det høje til det lave, fra magt til afmagt, fra ære til ringhed.

Ikke for at være særlig ydmyg eller for at snobbe nedad, men for at være hos den svageste og bære med på livets byrder. Vore byrder. Alle menneskers byrder.
Isen har endelig sluppet sit faste tag i strandkanten.

Også dette forår har hjertets is har sluppet sit tag i os. Men Gud slipper os aldrig.

Biskop Henning Toft Bro skriver fast klummen “På en søndag” i Nordjyske. Klummen bringes her med Nordjyskes tilladelse.

Presse
Presseansvarlig

Mediekonsulent Christian Roar Pedersen, telefon 23 20 30 99
presserum · presse@aalborgstift.dk