Aalborg StiftBiskoppenArtikler og taler › Nytårsgudstjeneste for det officielle Aalborg
Feedback

Gudstjeneste for det officielle Aalborg

Vi skal huske den store fortælling og ikke sætte alt ind i golde beregninger i et excel-ark, sagde biskoppen i sin prædiken til det officielle Aalborg

4. januar 2016. Biskop Henning Toft Bro

Aalborg Domkirke var fyldt med uniformer og prominente politikere da Aalborg by mandag den 4. januar startede det nye arbejdsår med en festlig gudstjeneste i Budolfi Kirke i Aalborg.

Det er niende gang, Aalborg Domkirke lægger hus til den officielle nytårsgudstjeneste, hvor Aalborg Kommunes styrelse, politi, militær, beredskabsstyrelse, skolevæsen, retsvæsen, stiftsøvrighed, provster og menighedsrådsmedlemmer var inviteret. Gudstjenesten var dog åben for alle. Efter gudstjenesten var der en kort reception i domkirken med champagne og kage.

Læs hele biskoppens prædiken herunder:

Prædiken til 4. januar 2016 i Domkirken

Prædiketekst: Mattæusevangeliet kapitel 2 vers 1-12.

Så sikkert som, ja, undskyld udtrykket, amen i kirken, lokker aviser og ugeblade i disse dage med to ting som de altid gør omkring nytår.

For det første lokkes der med slankekure til alle os, som glemte alt om fiberrig og nærende kost i julen, hvor vi i stedet lod al ufornuften sejre og åd os gennem det ene gode måltid efter det andet, mens vi samtidig lod hånt om motion.

For det andet lokkes der med horoskoper der rækker fra en uge til et helt år, og så kan man jo med horoskoperne i hånden og alt efter stjernernes stilling på himmelbuen sætte sig ned og finde ud af hvordan ens liv vil udvikle sig i de kommende uger og det kommende år.

Jeg for min part fatter ikke, at nogle mennesker tror deres liv og hverdag afhænger af hvorledes stjerner står på himlen. At almindeligt, sundt tænkende mennesker forlader sig på stjernetydning som var det deres tro.

Jamen, vismændene gik da også efter stjernen, er der måske en og anden der indvender.

Ja, således læser vi historien om disse tre vise mænd fra Østerland. De var draget op fra deres land i øst for at gå til Jerusalem, hvor de forhørte sig om jødernes nyfødte konge.

Men når vi læser videre i fortællingen, denne skønne, eksotiske, duftende fortælling så erfarer vi hurtigt, at det ikke var stjernernes stilling på himlen, der var det interessante. Det der betød noget for dem, det var det, der var under stjernen, sagt lige ud: det var lyset under stjernen de opledte og fandt, det var Jesus Kristus, verdens lys, der var deres rejses mål og deres livs mening.

Vismændene havde foretaget deres livs vandring, og det er ikke for meget sagt, de havde fundet deres livs mening, de fandt det i barnjesus og derfor falder de ned på knæ, som man gjorde det for kongen, og de tilbad barnet, de bad til Gud og takkede fordi de havde fundet ind til meningen med deres liv.

Også vi er på vandring. Hver dag. Hvert år. Altid på vej. Somme tider med mål. Sommetider uden mål. Os der er ansat i det offentlige er udsat for målstyring i alle afskygninger. Selv synes jeg, det har taget overhånd. Alt skal være så effektivt. Vi skal måles og vejes, nå ja, det sidste vil vi gerne vente med til julefedtet er skrællet af vores skrøbelige krop.

I hele debatten om målsætning og personlig succes, savner jeg fortællingen om ansvar og gensidig tillid. Den kommer ikke af sig selv. Vi skal selv sætte denne fortælling på dagsordenen.

Og hvor bliver intuitionen af? Hvor bliver inspirationen af? Hvor bliver det skæve det uforudsigelige af, når vi alle skal sættes ind i et excel-regneark? Det hele forsvinder i gold matematik og beregning. Vi skal minde hinanden om, at vi alle er en del af en stor fortælling. Nemlig fortællingen om at skabe et værdigt samfund, hvor der er rum for hinanden. Et samfund der bygger på tillid, en rig kultur og tradition, et samfund med kristne kerneværdier hvor uddannelse og dannelse skal bære os ind i fremtiden.

På det bagtæppe er det godt at mødes til gudstjeneste på et af årets første dage.

Vi er samlet til gudstjeneste for det vi kalder “det officielle Aalborg”. Det giver mening. Folkekirken er uden sammenligning den institution der har kittet det danske folk sammen i generationer. Manges forhold til kirken er ikke så selvfølgelig som for en generation siden. Også kirken gennemlever en forandringsproces som alle andre institutioner i samfundet. Alligevel er ca. 78% af den danske befolkning er medlem af den danske folkekirke.

Man skal ikke undervurdere den styrke og den sammenhængskraft dette fællesskab er udtryk for. Det kitter os sammen. Det er en samlende faktor i folket. Samtidig eksisterer der stærke bånd mellem det folkelige og det kirkelige liv i Danmark, ikke mindst i Aalborg stift.

Og det er naturligvis vigtigt, at staten ser sig selv som medspiller og vil samhørigheden.

Samhørighed betyder, at man hører sammen, men også at man hører på hinanden. At man lytter til hinanden. Det gælder i høj grad også i forholdet mellem stat og kirke.

I § 4 i grundloven står der, at “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Det udtrykker det fintfølende forhold, at kirken er fri af staten i det vi kalder “indre anliggender”, og at vi kan virke som kirke i dette land. Samtidig betyder det også, at staten er fri af kirken.

Jeg synes, det er en god ordning der sikrer gode rammer for kirkens forkyndelse.

Og til sidst:

Et gammelt folkeeventyr fortæller om en meget viis gammel mand. Alle mulige mennesker henvendte sig til den viise mand, når de søgte råd for et uløseligt problem, for den gamle mand kunne gennemskue alt. Og når man kan gennemskue alt, kan man også gennemskue menneskers uærlighed.

En dag var der et menneske der besluttede sig for at lokke den viise mand i en fælde. Han ville fange en fugl, tage den i sine hænder og gå til vismanden og spørge: Er den fugl jeg holder her i hånden levende?

Hvis viismanden svarede “ja” ville han give den lille fugl et klem, så den døde. Men svarede den gamle “nej” ville han åbne sine hænder, og lade fuglen flyve.

Manden opsøgte nu viismanden. I sine hænder holdt han den lille fugl skjult, så ingen kunne se den. Og han sagde så:

“Du kloge, viise mand. Er den fugl jeg holder i mine hænder død eller levende?”

Og vismanden så op på manden og svarede: “Det er op til dig.”

Livet har vi fået for intet. Hvordan vil vi forvalte det? Hvordan vil vi forvalte vore embeder, hinanden, fællesskabet, glæden, kærligheden?

Ja, det er op til os. Det er op til os om vi vil kvæle det alt sammen, eller vi vil lade det flyve.

Presse
Presseansvarlig

Mediekonsulent Christian Roar Pedersen, telefon 23 20 30 99
presserum · presse@aalborgstift.dk