Aalborg StiftBiskoppenArtikler og taler › Det er advent og alting hænges op
Feedback

Det er advent og alting hænges op

Adventstiden er fyldt af eftertanke, glæde og sorg, skriver biskoppen i denne kronik

1. december 2013. Biskop Henning Toft Bro

Foto: stock.xchng

Overskriften for søndagens kronik er hvad angår metrik og billeder lånt fra Benny Andersens forårshymne, Det er forår og alting klippes ned.

Hos os er det vinter. Det er advent. Vi klipper ikke ned disse dage. Vi hænger op: Adventspynt. Lyskæder. Dekorationer på fordøren. Samtidig tænder vi levende lys i huset og uden for. På bordet stiller vi adventskransen. De tændte lys er som stjerner, der tænder glans i hvert øje, som vi synger med Drachmann. Duften af gran leder tanken hen på det træ, der om få uger fylder rum og sind med julestemning.

Advent betyder komme. Ordet kommer af det latinske “adventus domini”. Det betyder “Herrens komme”. Advent er den tid vi venter på Jesu fødsel. Vi venter på, at underet skal ske igen. At Gud forlader sin himmel, lader sig føde i Jesusbarnet for at vise os, at han har valgt side for os. At han vil leve sit liv blandt os. Gå med os på vort livs ujævne og jævne stier.

“Den der venter på noget godt, kan aldrig vente længe nok” hedder et i en gammel sang. Også i denne adventstid har vi meget godt i vente. Og vi skal ikke vente meget længere. Kun til juleaften.

Adventstid er ventetid. I denne ventetid mødes vi til julestuer, kirkekoncerter, gudstjenester, juleafslutninger, stille samvær omkring adventskransen, stille stunder med sig selv til eftertanke og refleksion. Adventstid er nemlig også en tid, hvor tankerne går tilbage på året, der svinder. Det kan være tanker om det man ikke fik sagt til ens elskede. Ting som vi ikke fik gjort. Sygdom der smertede kroppen eller martrede sjælen. Et dødsfald der satte tiden i stå og banede vej for et liv, der aldrig mere bliver det samme.

Tankerne går heldigvis også til glæden, der fyldte vort hjerte. Glæden har, som sorgen, mange ansigter, og på en forunderlig måde, er vi mennesker udstyret med en fantastisk evne til at huske det glædelige, det smukke, det som også er med til at give hverdagen tyngde og fylde. Gid det forgange kirkeår også har budt på glædelige, minderige stunder som man kan hive frem af sit hjertes forrådskammer og oplives ved i denne mørke tid.

Adventstiden er forventningstid. En tid hvor vi åbner sind og hjerte for alt det smukke, vi oplever i ugerne op til jul. Dage hvor mange ser frem til fællesskab og samvær. Til dans om træet. Til klangen af stemmer, der gennem vores julesalmer er med til at forkynde julens glædelige budskab om, at vi efter Jesu fødsel aldrig mere er alene i livet.

Det rokker dog ikke ved, at der er mennesker, der ser frem til den kommende tid med gru.

Advents- og juletid er for en del mennesker årets vanskeligste tid, fordi meget af det, man bærer på af sorg og savn og ensomhed, bliver både nærgående og synlig og smertefuldt, når man spejler sig i andres uforbeholdne glæde. Måske sidder et af disse mennesker og venter på et besøg, en hilsen, et nærvær, din tilstedeværelse.

I dag første søndag i advent finder noget sin afslutning. Noget andet begynder. Uanset hvordan vi menneskeligt og mentalt vandrer ind i det nye kirkeår, uanset hvem vi er, og hvor vi er, så sker underet igen: glæden bliver født julenat. Den glæde der overgår al forstand. Den glæde som sætter sig i hjertet og hvisker til hvert enkelt af os, at vi aldrig er alene. Den glæde der hvisker til os, at der er håb endnu. Den glæde der hvisker til os, at der endnu er tid til drømme og håb og forventninger. Adventstid er med digteren Ole Wivels ord dette “håbets vendepunkt” som forkynder, at livet er livet værd.

Glædelig adventstid. Og glædelig jul i både hjem og kirke.

Kronik bragt i Nordjyske søndag den 1. december 2013

Presse
Presseansvarlig

Mediekonsulent Christian Roar Pedersen, telefon 23 20 30 99
presserum · presse@aalborgstift.dk