2017
Nyheder

Kendt kok: Sådan laver du påskelammet

Morten Nielsen fra Mortens Kro anbefaler lam fra Thy og giver gode råd til at få den helt perfekte lammesteg til påske.

Af Morten Nielsen, ejer af Mortens Kro

Foto: Colorbox

Påsketips til lammet

Der findes udsøgte nordjyske lam. Prøv f.eks. Thy Lam, hvor lammene går i Nationalpark Thy i den vilde natur, og på den måde får en varieret og autentisk smag. Den salte dis fra Vesterhavet gør smagen endnu mere delikat.

Personligt synes jeg, at for mange bruger alt for meget hvidløg sammen med lam, og det kan i for store mængder overdøve den fine smag af lam. Vær derfor nænsom med hvidløget og stærke krydderier som salvie og rosmarin. Prøv i stedet merian og persille.

De gode råd

  1. Vær nænsom med hvidløg.
  2. Tør kødet af inden tilberedning. Ofte er lammekød vakuumpakket, og der danner sig saft i posen, som kan være lidt syrligt. Derfor er det vigtigt at dette ikke kommer med i tilberedningen.
  3. Vælg dansk lam, som er meget delikat. Udenlandsk lam er ikke den samme oplevelse og kan være uldet i smagen.
  4. Steg forsigtigt da lammekød er fint og magert.

Opskrift

1 lammeryg fra Thy Lam – fantastiske lam som går i Nationalpark Thy
1 citron
1 løg
1/2 fed hvidløg
4-5 stilke frisk basilikum
En håndfuld friske granskud
Evt. andre krydderurter (persille,merian)
Salt og peber
Olivenolie

Tænd ovnen på 180 grader. Start med at duppe kødet af med et par stykker køkkenrulle. Rids med en skarp kniv, så ryggen ikke “krymper” i varmen. Gnid ryggen i lidt olie, salt og peber. Fordel urter og citronskal.

Skær et løg i skiver og læg dem i en bradepande eller ildfast fad. Hæld en lille smule vand over løgene, bare lige så det står i et par centimeters højde. Det sikrer, at kødet ikke bliver tørt. Læg lammeryggen oven på løgene. Du kan med fordel også lægge lidt gulerødder, fennikel, eller hvad du lige har, ned i fadet. Det giver ekstra smag og danner en dejlig basis for en sauce.

Sæt ryggen i ovnen og giv den ca. 40 min. Så skulle kødet gerne være dejligt rosa. Tag den ud af ovnen og lad den hvile under et klæde i 15-20 minutter. Hæld væden fra den op i en gryde, og lad denne danne basis for saucen, der koges op og tilsættes lidt fløde eller sky.

Anrettes med forårets grøntsager.

Læs mere om Mortens Kro her.