2017
Nyheder

Folkekirken vil dialogen på Kulturmødet på Mors

På dette års Kulturmøde inviterer folkekirken til samtale om fællesskaber og sammenhængskraft.

Igen i år er der masser af aktiviteter for alle ved Kirkebussen, folkekirkens stand på Kulturmødet, i dagene den 24.-26. august. (Arkivfoto)

Folkekirken har planlagt flere events og programpunkter, når Kulturmødet løber af stablen i dagene den 24.-26 august. Men vigtigst af alt er, at der er tid til at tale med de mange besøgende.

”Kirken er en stor kulturbærer, så selvfølgelig skal vi være med. Vi vil gerne være synlige, som det vi er, og vise folk at vi er kirke med muligheder. Vi vil også gerne diskutere kirkens rolle fremadrettet,” fortæller Arne Silkjær, kirke- og kulturmedarbejder i Frøslev- og Sydvestmors- pastorater. Han er med i visionsgruppen og blandt arrangørerne under Morsø Provsti.

Flere af folkekirkens events knytter sig til Kulturmødets hovedtema At lukke op.

”Vi vil gerne have folk til at komme med deres bud på, hvordan kirken kan lukke op. Vi vil især gerne høre fra dem, som har en anden opfattelse, end vi selv har, for så kan vi måske flytte os. Så længe vi selvfølgelig holder fast i, hvem vi er og hvor vi kommer fra," uddyber Arne Silkjær.

Kirkebussen vil igen i år pryde folkekirkens stand, og der er også blevet plads til en samtalesofa, fortæller han.

"Vi gerne vil være imødekommende, ligesom vi er rundt omkring i kirkerne. Folk skal føle sig velkomne og have mulighed for at sætte sig, samtale og stille spørgsmål.” 

Folkekirken har også torsdag aften arrangeret en debat med titlen Kirkerne i en fraflytningstid. Helle Solvang er moderator, og et panel skal forholde sig til, hvad der er kirkernes ansvar i en situation, hvor fraflytningen fra land til by kalder på nye tiltag. Kom forbi, hvis du har idéer til, hvordan kirken i endnu højere grad kan være omdrejningspunkt for nye fællesskabs-initiativer. Panelet består blandt andet af biskop Henning Toft Bro, sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen og MF Venstre og tidl. kulturminister Bertel Haarder.

Det er i år femte gang, Kulturmødet afvikles på Mors. I løbet af de forgangne år er begivenheden vokset fra 7.000 til 20.000 deltagere. Folkekirkens deltagelse er finansieret af provstiudvalg og stiftsråd. 

Folkekirkens program på Kulturmødet 


Kirkebussen er åben torsdag, fredag og lørdag - også om aftenen: 

  • Kom og oplev kirkens mange ansigter og lad dig udfordre i vendespillet ”Den røde tråd i kristendommens historie” 
  • Sæt dig i vores samtalesofa og lad os få en snak
  • Mal: ”at åbne op”
  • Skriv: ”At lukke kirken op”. Hvordan synes du, det kan gøres? 


Torsdag den 24. august

15.00-16.00: Spændende kirkekunst v. Erik Heide, billedhugger og kunstner.
Erik Heide er den nulevende kunstner, der har udsmykket flest kirker - mere en 300 kirker i Danmark og dertil enkelte i udlandet. Kom og vær med, når han fremviser en del af sine mange værker på Power Point.


16.00-17.00: Kom i audiens hos biskop Henning Toft Bro.
Kontakt en af kirkebussens medarbejdere, hvis du ønsker at komme i audiens hos biskoppen eller mød op og stil ham relevante spørgsmål.


17.00-18.00: Kom i audiens hos biskop Henning Toft Bro. 
Kontakt en af kirkebussens medarbejdere, hvis du ønsker at komme i audiens hos biskoppen eller mød op og stil ham relevante spørgsmål.


18.30-19.45: Paneldebat med titlen Kirkerne i en fraflytningstid ved moderator Helle Solvang.
Paneldeltagerne er: Henning Toft Bro, biskop over Aalborg Stift, Sørine Gotfredsen, sognepræst og debattør, Bertel Haarder, MF Venstre og tidl. kulturminister, Mette Moesgaard, provst i Morsø Provsti og Poul Erik Olsen, tidl. kommunalembedsmand på Mors og nu en del af ledelsen i De 7 sogne. Debatten kan opleves ved debatstedet Bag Plankeværket på KulturPladsen.

 

Fredag den 25. august

13.00-14.00: Kirken på landet v. Sophie Nordentoft, stiftskonsulent.
Kom og fortæl os dine tanker og stil spørgsmål omkring det at være kirke på landet. Hvad mener du er kirkens rolle på landet nu og fremover? Hvad kan kirken gøre lokalt? Sophie Nordentoft, som er sognepræst og stiftskonsulent for ”Kirken på landet”, har stor erfaring fra bl.a. Madagascar, hvor hun har været med i opbygning af kirke- og menighedsarbejde. 

14.30-16:00: Folkekirkens Familiestøtte v. Ulla Andersen, koordinator.

Kom og hør hvordan Folkekirkens Familiestøtte hjælper med at få struktur på en hverdag. Målet er, at alle børn må få en så god opvækst, så grundlaget for et godt voksenliv forbedres. Ulla Andersen er koordinator i Morsø provsti.

  • Kender du / er du en del af en børnefamilie?
  • Kender du nogen, der har udfordringer med at få styr på hverdagen?
  • Eller har du lyst til at være frivillig medarbejder?


16.00-17:00: Fremtidens kirkegård. v. Steen Jensen, stenhugger.

Gennem de seneste år er der sket en stigende interesse for kirkegårdene og for brugen af dem. Det er både holdninger og kulturelle spørgsmål, der bliver sat på prøve i debatten med Steen Jensen. 


17.00-18.00: De syv sogne v. P.E. Olesen, i ledergruppen for De 7 sogne.

En række landsbyer på Mors har en fælles udfordring: De har ikke så mange private og offentlige tilbud, som man har andre steder. Men det skal være godt at bo på landet. Poul Erik Olsen er fundraiser, koordinator i ”De syv sogne”, nordjysk retræte- og tovholder på et projekt omkring brug af landsbykirker og medskaber af ”Pilgrim Mors”.


18.30: Samtalesofa med sognepræst Steen Sunesen.
Spørg om alt mellem himmel og jord, også dét der rækker endnu længere ud.


Lørdag den 26. august

8.50-: Flash mob forskellige steder på pladsen

Folkekirken har hyret et kor, som pludselig begynder at synge rundt omkring på festivalpladsen. Ideen med Flash mob er, at "almindelige mennesker" pludselig begynder at synge. Du er velkommen til at synge med eller bare nyde sangene.


9.30-10.30: Gospel v. Klitmøller Gospelkor i musikteltet "Rytmen".


11.00-:  Y´s Men's i Nykøbing Mors

Mød personer der støtter op om kirkelige ungdomsorganisationer m.v.


Med mindre andet er anført foregår alle aktiviteter ved folkekirkens stand "Kirkebussen" på KulturPladsen. Du kan holde dig opdateret på alle arrangementer med Kulturmødets app, som løbende opdateres. Folkekirkens arrangementer finder du under Folkekirken på Mors.