2017
Nyheder

100-årig: Konfirmation var en selvfølge

- Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved, om jeg skulle konfirmeres eller ej, for selvfølgelig skulle jeg det. Jeg var jo kristen og døbt. 

Irene Larsen fotograferet sammen med sine klassekammerater et par måneder før de skulle konfirmeres. (Privatfoto)

Af Kamilla Bøgelund Hansen

Irene Larsen, der netop er fyldt 101, viser med stolthed sine konfirmationsbilleder og gaver frem på sofabordet, da jeg besøger hende i hendes lejlighed i Aalborg. En bibel, en salmebog, en sølvske og et fint hvidt broderet lommetørklæde. Derudover fik hun et smukt lille sølvspejl, dertil en kam og børste samt 3 kroner i kontanter. 

Præst med til festen

Hun blev konfirmeret i Sønderholm Kirke den 5. oktober 1930, men festlighederne blev udskudt grundet en anden konfirmation i familien. Til gengæld mødte der et par dage senere knap 60 gæster op til suppe, flæskesteg og fløderand i forældrenes lade. En hyggelig aften, mindes Irene, hvor også præsten kom og hilste på.

- Jeg synes man var mere trofast overfor hinanden dengang. Præsten kom hjem og lykønskede personligt og var ofte også med til festen.

Hun fortæller, at selve konfirmationsforberedelsen bestod af højtlæsning og udenadslære, og på selve konfirmationsdagen skulle man stille sig op i kirken og fremsige et salmevers.

- Jeg husker det som en god tid. Vi havde en yngre præst, og han var rigtig glad for os unge mennesker. En dag, hvor solen skinnede og der var varmt udenfor, havde vi undervisning i præstehaven, hvor et par af drengene sad på en gren oppe i et træ. Og det var altså ret udsædvanligt, at præsten gik med til det på den tid, beretter hun.

Konfirmation som en selvfølge

Irenes egne børn, seks børnebørn og otte oldebørn er alle konfirmeret, og det glæder hende, at de nye generationer også vælger dåben og konfirmationen til. For det er ikke længere en selvfølge, som det var det tilbage i 1930, konstaterer hun.

- Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved, om jeg skulle konfirmeres eller ej, for selvfølgelig skulle jeg det. Jeg var jo kristen og døbt. Og så var det en tradition i familien gennem mange generationer. 

Irene Larsen er ud af en søskendeflok på syv og er vokset op på en gård lidt uden for Sønderholm. 

- Jeg tænker, vi blev opdraget ganske almindeligt. Som børn blev vi ikke talt så meget til, og vi havde ikke så mange valg. Vi passede vores skole og hjalp til derhjemme. Efterhånden som vi blev ældre og kom ud at tjene, skiftedes vi til at tage hjem på gården og hjælpe med arbejdet.   

Kirken giver mig fællesskab

Hun husker, at kirken spillede en rolle, men ikke hver søndag. Oftere ved højtider, og når der var en særlig anledning. Og sådan har hun også opdraget sine egne børn. 

- Jeg tænker vi er kommet i kirken, ligesom de fleste andre. Lidt afhængig af, hvor meget tid vi har haft. Som ung familie med tre børn kom vi der ikke så meget, men jeg har været frivillig i flere sammenhænge, og i de senere år er jeg kommet i kirken hver uge. 

Irene Larsen kommer jævnligt til gudstjeneste i Margrethekirken, hvor hun også indimellem hjælper til. Og så strikker hun der hver torsdag og sender både halstørklæder og poncho'er til Rumænien.

- Med min høje alder er der desværre ikke mange tilbage i min omgangskreds, så jeg nyder det fællesskab, jeg nu har i kirken.

Bibelen med indgraveret navn i guld fik Irene Larsen i konfirmationsgave af sin gudmor, mens salmebogen er fra hendes egne forældre. Hun husker ikke hvem der forærede hende sølvskeen eller lommetørklædet.