2016
Nyheder

Snakken går lystigt over kaffe og kringle

Centralt i gågaden i Thisted ligger Sognets Dagligstue, der er et socialt samlingssted for områdets ensomme. Tilbuddet benyttes især af ældre, der efter ægtefællens død søger et socialt netværk.

Tekst og foto: Kamilla Bøgelund Hansen

Mange af dagligstuens gæster holder af de faste sangeftermiddage om fredagen (Kirsten Agger til venstre)

“Jeg ville skabe et sted, hvor ensomme kunne finde nye venner,” fortæller Kirsten Agger, der sammen med sin mand, Eskil Agger, tog initiativ til dagligstuen for nu 26 år siden. Parret flyttede til Thisted, fordi han fik præsteembedet i byen.

Som dagligstue derhjemme

Dagligstuen er indrettet hyggeligt med bogreoler, billeder på væggen, små sofagrupper og pænt dækket borde med friske blomster og levende lys. Der er også et klaver, der er i brug til fællessang hver fredag eftermiddag. Og selvom det denne fredag er mørkt og vådt udenfor, har små 20 gæster fundet vej til kaffe og hjemmebag.

Det er Rikke Bak Johansen, som sørger for brød til kaffen og i dag har bagt kringle efter en opskrift, hun har fra sin mor. Hun er 34 år og dagligstuens eneste lønnede medarbejder. En øjensygdom gør, at hun ikke længere kan arbejde som socialrådgiver, og de seneste tre år har hun været ansat i flexjob, 25 timer om ugen.

“Det startede som et arbejde, men nu kommer både jeg og min mand her også, når jeg har fri. Jeg betragter gæsterne som ekstra familie,” fortæller Rikke Bak Johansen.

Derudover indgår cirka 55 frivillige i et fast vagtskema, som Kirsten Agger står for at planlægge. Dagligstuen har nemlig åbent alle årets dage på nær den 25. december.

“Foruden Rikke er vi altid tre på vagt til at tage imod og snakke med de gæster, som kommer. Det er vigtigt for os, at alle får følelsen af at være velkommen.”

Man giver og får

Kirsten Agger lægger ikke skjul på, at de, der kommer i dagligstuen skal have lyst til at bidrage til fællesskabet.

“Man skal investere noget af sig selv, for selv at få noget igen, men det er de fleste også indstillet på – det er jo derfor de kommer her,” siger hun med et smil.

I stuen finder man også altid dagens avis, ugeblade, spil og garn til strikkepindende. Reolerne er også fyldt med brugte bøger, som både kan læses i sofaen eller for et beskedent beløb købes med hjem. Men de fleste kommer for at få sig en god snak.

God nabohjælp

Ud over den daglige åbningstid er der også enkelte faste arrangementer i kalenderen samt løbende udstillinger i samarbejde med lokale kunstnere. Men disse aktiviteter er slet ikke det primære.

“Det vigtigste formål er at skabe trygge omgivelser, hvor folk har lyst til at være, og hvor de kan tale sammen,” forklarer Kirsten Agger, der fortæller at fællesskabet også bidrager til god nabohjælp.

“Jeg hører ofte, at vores gæster bekymrer sig om hinanden og eksempelvis besøger hinanden ved sygdom eller indlæggelse på sygehuset. Eller følges til besøg hos lægen. Og det gør mig simpelthen så glad. Så får jeg følelsen af, at Sognets Dagligstue gør en forskel.”

Et socialt frirum

Dagligstuen er åben for alle, men det er typisk førtidspensionister og pensionister, der benytter tilbuddet. En af stuens faste gæster er Knud Erik Christensen. Han er pensionist og kommer minimum tre gange om ugen, gerne mere. Han bor alene og nyder det sociale fælleskab meget. Han begyndte at komme i dagligstuen efter at have mistet sin kone.

“Jeg har hus og have og kan sagtens få tiden til at gå, men dagligstuen er mit frirum, hvor jeg kan hygge mig med andre, jeg deler interesser med. Jeg har også i flere år holdt jul i dagligstuen. Det holder jeg meget af,” fortæller Knud Erik Christensen.

Hans datter og barnebarn bor på Sjælland, så familien er langt væk.

Kirsten Kristensen er både gæst og frivillig i dagligstuen. Hun er førtidspensionist med kroniske ledsmerter, men har alligevel overskud til at give en hjælpende hånd.

“Jeg startede med at komme her, fordi jeg ville gøre en forskel for andre, men efterhånden nyder både min mand og jeg også selv at svinge indenom til en kop kaffe og en snak,” siger hun.

Tryghed i hverdagen

På opfordring fra flere gæster etablerede Kirsten Agger for nogle år siden en telefonkæde.

“Den giver tryghed til mange, som hver morgen får et opkald og selv skal ringe videre til den næste i kæden. Og den har flere gange vist sit værd,” fortæller hun og tilføjer, at kommunen flere gange har henvendt sig for at få nogle af byens borgere på listen.

Der er generelt et godt samarbejde med både Thisted Kommune og byens øvrige frivillige foreninger. Også udenbys er Sognets Dagligstue kendt og Kirsten Agger har inspireret til, at tilsvarende initiativ nu findes i både Skive og Thyborøn.