2016
Nyheder

Snak med præsten på din smartphone

Nyt millionprojekt giver mulighed for at tale anonymt med præsten via mobil og computer. Biskop ser ny mulighed for dialog og vil rebrande en kerneydelse i folkekirken.

Nyt projekt gør at du kan komme i kontakt med en præst online og anonymt. Foto: Colourbox.

Er du lige blevet skilt, har du mistet din mor eller giver livet bare ikke mening, så kan du fremover tale anonymt med en præst hjemme fra sofaen eller i bussen på vej på arbejde. Alt sammen via en computer eller smartphone.

Nyt folkekirkeligt millionprojekt muliggør nemlig online samtaler helt gratis. Projekt “Sjælesorg på Nettet” har netop modtaget 8,3 millioner over en treårig periode fra Folkekirkens Fællesfond og landets ti stifter. En lederstilling er opslået, og inden nytår skal der ansættes fire præster mere.

Biskop Henning Toft Bro, der er formand for projektet, ser store muligheder:

“Med Sjælesorg på Nettet får folkekirken en enestående mulighed for at komme i dialog med mennesker på en ny måde. Ikke som erstatning for den klassiske sjælesorgssamtale, men som et supplement til denne.”

Omsorg for sjælen

En del af projektet er at re-brande begrebet “sjælesorg.” Der dækker over, at man kan få en gratis fortrolig samtale med en præst om stort og småt. Det er ikke terapi, der tilbydes, men netop omsorg for sjælen. Der føres ikke journal og er 100% tavshedspligt.

Projektet omfatter landsdækkende reklamekampagner, som skal gøre danskerne opmærksomme på at man kan gå til sin lokale præst med sine problemer. Samtidig gør projektet tærsklen ind til kirken mindre ved at tilbyde online sjælesorg. Der bliver mulighed for at møde præsten via chat, samtale eller video.

For hospicepræst Ole Raakjær, der er med i projektgruppen, er det vigtigt at give adgang til samtaler på skæve tidspunkter af døgnet:

“Danskerne skal kunne chatte med en præst, når livet rusker i dem. Fx efter en skilsmisse, en alvorlig diagnose eller når en de elsker dør. Det er ofte ikke problemer, der kan løses, men byrder der skal bæres. Det er ikke alt, vi menneske kan klare alene. Vi har brug for en at tale med, og her kan præsten være en vigtig samtalepartner.”

Der er gode erfaringer i Sverige og Finland med online sjælesorg, som projektet vil trække på.

Sjælesorg på nettet

Projektet er organisatorisk opbygget med en styregruppe bestående af landets biskopper samt en projektgruppe bestående af biskop Henning Toft Bro, IT-direktør Bent Ørnbøl Larsen, provst Poul Bo B. Sørensen, sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen, cand.scient.soc og organisationskonsulent Hatla Færch Johnsen, fængselspræst Benny Birk Mortensen, sogne- og hospicepræst Ole Raakjær og stiftsfuldmægtig Marie Johansen