2016
Nyheder

Lukket kloster åbner dørene til festlig gudstjeneste

Nordjyllands Beredskab står klar med 300 tæpper, når det gamle Børglum Kloster uden for sæson åbner dørene til årets reformationsgudstjeneste i Aalborg Stift.

Børglum klosterkirke danner rammen om årets reformationsgudstjeneste i Aalborg Stift. (Foto: Niels Clemmensen)

Børglum klosterkirke er normalt kun i brug fra pinse til høst, men i år er den også åben til gudstjeneste den 31. oktober. Anledningen er, at Aalborg Stift fejrer reformationsgudstjeneste som optakt til det store reformationsjubilæum i 2017.

“Kirken er udvalgt af stiftet til at være en af de kirker, der skal bruges i forbindelse med reformationsfejringen. Den spillede en væsentlig rolle under reformationen, da den sidste katolske biskop, Stygge Krumpen, sad her. Kirken var altså bispesæde indtil 1554, hvorefter det blev flyttet til Aalborg,” fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen, sognepræst og provst i Hjørring Søndre Provsti.

Thomas Reinholdt Rasmussen har som formand for reformationsudvalget i Aalborg Stift været med til at arrangere gudstjenesten og skal også på dagen lede menigheden gennem festlighederne, der i år er formet som en kantategudstjenesten med Bachs “Christ lag in Todesbaden” som omdrejningspunkt. Det er organist Lars Colding Wolf, som står for gudstjenestens musiske del.

Gudstjenesten starter kl 19.00 og alle er velkomne.

“Menigheden kan se frem til en gudstjeneste i meget smukke, historiske rammer samt et meget flot klassisk ensemble, der spiller noget af det mest centrale lutherske musik,” uddyber Thomas Reinholdt Rasmussen.

Da klosterkirken er uden opvarmning og elektrisk lys, har arrangørerne indgået en aftale med det lokale beredskab, som kommer med tæpper til alle fremmødte. Og så bliver der masser af levende lys i det smukke gamle kirkerum.

Efter gudstjenesten inviteres på kaffe i klosterets vognlade, hvor der også løftes sløret for nogle af de talrige arrangementer, der kommer til at foregå rundt om i stiftet i forbindelse med reformationsfejringen næste år.

Aalborg Stift har de seneste tre år markeret reformationsdagen den 31. oktober med en stor fælles gudstjeneste, blandt andet i Sæby, Vestervig og senest i Visborg.

Læs også: Martin Luther med et twist

Den officielle reformationsfejring i 2017 vil foregå i stiftes domkirke, Budolfi Kirke i Aalborg, ved biskop Henning Toft Bro.