2016
Nyheder

Konfirmander spræder juleglæde

Hanstholm: De, som i år har mistet en ægtefælle, har fået en varm julehilsen fra byens konfirmander.

Tekst og foto: Kamilla Bøgelund Hansen

Pernille Marie Andersen, 7. klasse Hanstholm Skole, overrækker en hjemmelavet juledekoration til Henning Larsen, Ræhr, som for 3 måneder siden mistede sin hustru

31 konfirmander i Hanstholm har i denne uge uddelt juledekorationer til enker og enkemænd, der går julen i møde alene for første gang. Initiativet er afslutningen på et diakoniprojekt, som de to lokale sognepræster Mariann Dyhrberg Christensen og Finn Feilan har kørt i konfirmandstuen i november.

“Lignelsen om den barmhjertige samaritaner bliver på den måde til virkelighed. Kristendom skal ikke kun læses op af en bog, den skal være i mødet mellem mennesker. Netop dét vil vi gerne lære vores konfirmander,” fortæller Mariann Dyhrberg Christensen.

Der var afsat cirka en time til den kreative del, inden konfirmanderne blev sendt afsted for at aflevere de mange dekorationer.

Et rørende møde mellem to generationer

“Det har været rigtig fedt at være med til at gøre noget for andre,” siger Alexandra Marie Nymann Josefsen, som går i 7.klassse på Hanstholm Skole.

Hun var sammen med to klassekammerater i Klitmøller og Ræhr for at aflevere dekorationer. Og det blev en bevægende oplevelse for både giver og modtager.

“Jeg er meget rørt over, I har lavet en dekoration til mig. Tak skal I have, sagde Henning Larsen og tog et lommetørklæde op af lommen. For tårrene pressede sig på.

Henning Larsen mistede sin kone til kræft for bare 3 måneder siden, efter 44 års ægteskab.

“Jeg er overrasket og glad. Det varmer, at der er nogen, som tænker på én.”

Mariann Dyhrberg Christensen sendte også et håndskrevet kort med konfirmanderne på deres vej ud med juledekorationerne.

Også næste modtager blev tydeligt bevæget. Jenny Gregersen skal i år holde jul uden sin mand for første gang i 55 år.

“Jeg er helt benovet. Præsten har også været her med en dekoration. Det betyder rigtig meget, for det er en hård tid. Meget hård.”

Det er både konfirmander fra Hanstholm Skole og Hanstholm Friskole, der har deltaget i diakoniprojektet. I alt blev 31 dekorationer delt ud på to dage, herunder også til Værestedet og plejehjemmet Fyrglimt.

Jenny Gregersen blev glad for overraskelsen, som blev overbragt af Alexandra Marie Nymann Josefsen, 7. klasse Hanstholm Skole.

Vil gøre det igen

Mariann Dyhrberg Christensen er oprigtig stolt af sine konfirmander.

“Selvom de unge kan have svært ved at sætte ord på, så kan man tydeligt mærke, at oplevelsen gør noget ved dem.”

Og spørger man rundt i klassen er de unge også enige om, at de godt kunne finde på at gøre det igen. For det er en rar fornemmelse at vide, at man har været med til at give andre en god oplevelse.

God til næstekærlighed

Konfirmanderne har også som en del af forløbet bagt og solgt kager – og doneret pengene til Menighedsplejen. Ved fælles hjælp samlede de næsten 4.000 kroner ind.

“Jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget energi, de lagde i det. Vi havde aftalt to timer, men de ville have have et døgn, så de kunne nå at sælge mere. Jeg er virkelig stolt af dem”, siger Mariann Dyhrberg med med tryk på stolt.

“Så til dem, der kritiserer ungdommen for at være egoistisk, kan jeg kun sige, at det langt fra er min oplevelse. Jeg tror snarere det er min egen generation, der er det,” slutter hun.

Alle dekorationer blev afleveret personligt, her har Alexandra Marie Nymann Josefsen netop ringet på hos Jenny Gregersen i Ræhr.

Det er ikke første gang Mariann Dyhrberg Christensen har en praktisk tilgang til diakoni i konfirmandundervisningen.

Sidste efterår arrangerede hun sammen med Hanstholm Friskole loppemarked, hvor overskuddet gik til det lokale asylcenter.