Sankt Thøger og Vestervig
Aalborg Stiftsbog 2004
Af lektor emer. Tore Nyberg
Indhold
- Helgenerne i den katolske tid
- Det angelsachsiske England og missionen
- Den nordiske baggrund for Thøgers virke
- Hvad siger kilderne i øvrigt om Thøgers levned?
- Thøger og hans samtid
- Thøgers helgenstatus og afstamning
- Vestervig
- Litteratur
Se også billederne fra Vestervig kirke.
Helgenerne i den katolske tid
De nordiske lande modtog kristendommen for tusind år siden. I løbet af de tusind år, der er gået, og i særdeleshed den katolske kirkes tid i Norden, lærte nordboerne sig, at der findes mange fremragende enkeltpersoner i kirkens historie, som har vidnet for den kristne tro - som har stået for Guds åsyn i det, som Brorson har givet så bevægende udtryk for med udgangspunkt i den store vision i Åbenbaringens bog:
Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt,
for tronen stå
med kroner på,
i Himlens præstedragt!
Efter den katolske lære kan de hellige, stillet for Guds ansigt efter døden, bede Gud om forbøn for de levende. Alle vore kirker er en gang blevet indviet til en helgen, og de fleste af årets dage var også mindedag for en eller flere helgener. At give et barn en helgens navn i dåben var enstydigt med at stille barnet under helgenens beskyttelse for hele livet.
Helgenens forbøn havde helbredende kræfter, som man kunne trække på i sygdom og nød. Helgenen var et forbillede på en særdeles stærk kristen tro og et bevis på Guds riges kraft i Kristus. Man tog på pilgrimsfart til en helgens gravsted, hvor man erfarede hans eller hendes stærke forbøn og helbredende evner og fik hjælp i sorg og sygdom. Lægevidenskabens lære om de fire elementer jord, luft, ild og vand og de fire safter: blod, gul galde, sort galde og slim, tillod vel at inddele menneskene efter de fire temperamenter, og man kendte også enkelte kirurgiske indgreb som f.eks. trepanering, men lægevidenskabens praktiske anvendelse var bundet, og et almindeligt menneske havde ikke adgang til læge.
Helt fra oldtiden inddelte man helgenerne i martyrer, som døde for den kristne tro, og bekendere, som levede et heroisk kristent liv, men døde uden fremmed påvirkning. Inden for begge grupper var der mange biskopper og også klosterforstandere - abbeder, priorer, abbedisser - og for de kvindeliges del, jomfruer eller kvinder, som havde været gift, men besluttede at blive i enkestanden for at tjene kirken og menighederne. Troen inspirerede til efterfølgelse i de nordiske lande. I missionstid og tidlig middelalder krævedes der ikke dokumentation til pavestolen for at få tilladelse til at mindes nogen som helgen, da fuldmagten den gang lå hos biskoppen. Den dag i dag er det i den katolske kirke biskoppens anliggende at tage første skridt til en helgenkåring.
Det angelsachsiske England og missionen
Omkring år 850 fandtes der i England syd for floden Humber godt en snes klostre, nord for floden yderligere femten. Disse klostre plyndredes af vikingerne. Den engelske klosterforsker C.H. Lawrence (1984, s. 105) mener, at alt klosterligt liv i England helt hørte op for en tid. En ny begyndelse med reformideer indledtes ved ærkebiskop Oda af Canterbury (udnævnt 942), som med to medhjælpere genoplivede flere af de tidligere klostre, samlede deres tabte godstilliggender sammen og skabte muligheder for nyrekruttering. Ved en samlet aftale mellem alle engelske abbeder år 970 fik man antaget den såkaldte Regularis concordia som fælles platform for klosterreformen, i hvis forløb under kongelig beskyttelse tre mænd særligt udmærkede sig og vandt helgenskab: Skt. Dunstan, Skt. Ethelwold og Skt. Oswald. Den engelske klosterreform fulgte mønstret fra det europæiske festland i nært samarbejde med klostrene Cluny i Burgund og Gorze i Lothringen.
Det var i det ottende og niende århundredede, at irske og angelsachsiske missionærer forlod England for bestandigt at slå sig ned i det kontinentale Europa, udbrede og befæste kristendommen og bygge klostre. Man så det som den højeste form for askese og selvfornægtelse, bestandig at forlade sit jordiske fædreland for Kristi riges skyld og leve til sin død i det fremmede i håbet om det himmelske fædreland. En ny pust af denne ånd blæste ind over England i 1000-tallet. Danmarks og Norges omvendelse til kristendommen blev set som Guds store undergerning efter de århundreder med togter, plyndringer og afpresning fra vikingernes side, der var gået forud. Nu gjaldt det om at bidrage til Herrens høst. Mange rejste til Danmark og Skandinavien for at missionere og blive livet ud i det nykristnede land. Forskellen var naturligvis, at nu stod missionærerne under kongelig beskyttelse; den havde de haft problemer med at finde i tidligere missionsperioder.
Den nordiske baggrund for Thøgers virke
De tre blev forbillede for den følgende nordiske missionsepoke, som kom i 1000-tallet. Missionærernes trosvidnesbyrd bestod først og fremmest i deres udholdenhed i at prædike, at døbe og undervise og holde sammen på menighederne, og at overvinde modstanden fra den førkristne religion. Og her er vi så kommet til Skt. Thøger.
Kilderne til Thøgers levned er trykt på latin i VSD 1908-1912 (se også Birgitte Wåhlin 2002). Disse kilder består af gudstjenestens tekster på hans mindedag. Her findes den oplysning, at han var kapellan hos kong Olav Haraldsson af Norge (1016-1030) - "Hellig Olav" som han senere er blevet kaldt. Det betyder, at man ikke kan forstå Thøger uden at vide noget om kong Olav. Efter flere ungdomsår i "viking" blandt andet til England var han som konge gået igang med at indføre kristendommen i Norge og søgte at udrydde hedenske skikke (Sveaas Andersen 1977, s. 109-142). Den offentlige kult til de gamle guder blev forbudt ved lov. Olavs regering var en torn i øjet på Danmarks konge Knud den Store (1018-1035), som ikke ønskede den selvstændige norske udvikling af hensyn til de danske interesser i Viken. Olav blev besejret i 1028 og fordrevet til Rusland, hvor Novgorods fyrstehus var et stort set nordisk dynasti. I 1030 vendte han tilbage derfra med en hær, som han havde samlet i Rusland og Sverige, for at generobre magten. Han blev dog atter besejret den 29. juli ved Stiklestad og faldt på slagmarken.
Rekonstruktion af Erik Lundberg 1933.
Der er dog en baggrund i datiden for, at kong Olav regnes for en meget tro kristen, som døde som et troens vidne for sin opgave at gøre Norge kristent. I hans legende udmales alle de træk, som han havde til fælles med Kristus. Natten før slaget ved Stiklestad så han i en drøm ifølge legenden en stige, der var rejst op i himmelen, et ældgammelt symbol for et menneskes møde med Gud, smlg. Jakobs stige i det Gamle Testamente. Men det spillede også ind, at en konge i den hedenske forestilling var en sakral, en "hellig" eller "overnaturlig" person med direkte adgang til guderne. Den kristne forestilling, at martyrium som vidnesbyrd om troen åbner vejen til livet med Gud for Guds åsyn, kunne let knyttes sammen med kongens medfødte "hellighed" i overgangsfasen fra den førkristne religion til kristendommen. Når det sakrale hos en konge faldt sammen med en virkelig kristen livsholdning og kamp for de kristne værdier, så var skridtet ikke langt til kirkens særlige udmærkelse af den pågældende som helgen på grund af levevis og martyrium med dertil hørende tilladelse til, at der fejres gudstjeneste til hans eller hendes minde.
Hvad siger kilderne i øvrigt om Thøgers levned?
Ud af de forskellige bøger, der indhold gudstjenestens tekster - f.eks. evangeliarier, lektionarier, gradualer og psalterier for de sungne dele - opstod der i senmiddelalderen to hovedbøger, hvor alt stod samlet, som hørte til kirkeårets fester og helgenernes mindedage: dels missalet med læsninger og sange til gudstjeneste med nadver, dels breviariet med læsninger, salmer, antifoner m.v. til tidebønnerne på dagens forskellige tider. (Se Gjerløw 1965.) Kilderne til Thøgers levned findes kun overleveret i danske breviarier, og af dem er der kun de trykte tilbage. Lunds og Roskilde stifters breviarier, trykt 1517, var temmelig ens, medens der var mange afvigelser mellem de øvrige danske stifters breviarier - det for Odense stift blev trykt 1483 og 1497, for Slesvig 1512, for Århus 1519. De er dog alle enig om at placere Thøgers årlige mindedag den 30. oktober (se Gjerløw 1963).
Der kan være tre eller ni læsninger i breviariets nattelæsning. Hvis der er ni, er de sidste tre normalt en oldkirkelig prædiken over en evangelietekst, medens de første seks var viet beretningen om dagens helgen. I alle de trykte breviarier er Thøgers levned fordelt på seks læsninger, dog ikke de samme seks i alle. Udgiveren M. Cl. Gertz mener, at varianter er opstået som forskellige udtog af en komplet legende, der må have været lidt udførligere end de bevarede versioner.
Gudstjenestens tekster er samlet til liturgisk brug og ikke til direkte brug som historiske kilder for eftertiden. En legende fortæller, hvilke gerninger i Kristi ånd et menneske har udført. Sange og udtog af Davis Salmer er sat sammen for at skildre fremtrædende træk ved helgenens karakter eller betydning for menigheden, herunder helbredelser og underværker, der var sket efter helgenens død ved graven eller på hans forbøn.
Sådan er også Sankt Thøgers gudstjenestetekster bygget op. "Glæd dig, danernes folk, til Thøgers ære, ved hvem den himmelske konge lod det troen prædike og gør, at han nu æres i englenes kor!" synger man som første antifon til aftensang dagen før Thøgers mindedag:
Iocondare, plebs Danorum, in honore Theodgari
per quem sibi rex celorum fidem fecit predicare
et in choris angelorum modo facit gloriari,
VSD s. 20.
Som kristen bekender "havde Thøger allerede i ungdommen evnen til at helbrede syge, og Gud gav ham en sådan klarhed og indsigt, at han bragte lys til alle og drev onde magter ud," lyder teksten i de følgende sangstykker. Til Marias lovsang i aftensangen hentydes der til et kendt tema i datidens forestilling om en heroisk kristen indsats: det, frivilligt at forlade sit land i landflygtighed for Kristus for at forkynde troen for de fremmede. Der drages en parallel til Abraham, som Gud kaldte ud af Ur, hans hjemby, i lydighed over for Herrens ord: Guds barmhjertighed viste sig ved, at han, ligesom det skete med Abraham, fra verdenens yderste grænseland "kaldte den hellige Thøger, for at han i dette vort land skulle være gæst og fremmed, men i det himmelske fædreland de helliges medborger og medlem af Guds hushold": vocavit sanctum Theodgarum, ut in hac terra nostra peregrinus esset et advena, in illa vero patria celesti civis sanctorum et domesticus Dei, VSD s. 21.
Thøger og hans samtid
Fra "Thøgers levned", sådan som den i udtog blev læst i breviariernes seks læsninger, får vi at vide, at han skal være kommet fra Thüringen, at han derfra rejste til England og siden var kommet til Norge, hvor han virkede som præst. Ved sin glødende prædiken blev han kendt for kong Olav, som tog ham til sig som sin kapellan, der daglig fejrede messen for kongen, sang tidebønnerne og blev kongens skriftefar. Den tjeneste blev brat afbrudt ved kongens fordrivelse i 1028 og senere ved kongens fald ved Stiklestad i 1030.
Den udførligste nyere undersøgelse af Thøgers levned er af Gunnar Iversen 1986. Iversen sammenligner resterne af Thøgers kirke i Vestervig med Skt. Olavs kirke i Sigtuna ved Mälaren, det store kristne centrum som Olav må have passeret på vej mellem Norge og Rusland. Han skriver:
"Thøger kan som Olav den Helliges hirdpræst være efterladt af Olav i Sigtuna sammen med Olavs hustru og datteren Ulfhilde ved Olavs flugt for Knud den Store 1028; Olav tog sønnen Magnus med sig til Rusland. ... I Sigtuna befandt sig formentlig også på denne tid Olavs engelske biskop, Sigfrid, der virkede både i Norge og Sverige ... Sigfrid var ikke blandt det første hold præster, Olav den Hellige bragte med sig til Norge i 1015. Det kan Thøger ikke have været heller - ingen legendeforfatter ville have undladt at fremhæve det, hvis det have været tilfældet."
Rekonstruktion af C.G. Schultz, Nationalmuseet.
Tidligst i forbindelse med kong Olavs flugt til Rusland kan Thøger være taget over til Danmark (Dacia), hvor han bosatte sig i Vestervig og dér byggede et kapel af enkleste byggematerialer, hvorfra han udøvede sin præstegerning i mange år indtil sin død den 24. juni en gang midt i 1000-tallet. Ifølge teksten var han meget afholdt, f.eks. gav han altid to tredjedele af de levnedsmidler etc, som han modtog til gudstjenesten, til de fattige. Før tienden blev indført - den faste ydelse af en tiendedel af høsten til præstens og sognekirkens underhold - , fandtes der ikke faste regler for, hvordan præsten skulle disponere over de gaver, som menigheden bragte ham.
Adam af Bremen, som var indkaldt fra Sydtyskland af den tyske ærkebiskop til at være rektor for katedralskolen, formidlede omkring år 1075 kendskab til navnene på tidlige missionærer i Norden. Nogle af dem fik helgenstatus og blev dermed husket også i de gudstjenestetekster, der blev lavet til deres årlige mindedage, som ovenfor er blevet beskrevet vedrørende Thøger. Derfor har vi kendskab til flere af missionærerne fra mindst to kilder.
Om de fleste af de missionærer, som Olav Tryggveson, Olav Haraldsson og Knud den Store bragte til Norden, ved vi ikke, om de var munke, eller om de var opdraget og uddannet ved nogle af de domkirker, der ikke havde munkeklostre tilknyttet. De fleste omtales i de nordiske kilder som biskopper, hvad der har sin forklaring i, at de hyppigt blev bispeviet ved afrejsen for at være i stand til i det nye land at gennemføre alle slags vielser, som f.eks. at genindvie profanerede kirker og ordinere præster. Det hindrer ikke, at de kan være kommet fra et klosterligt miljø og selv været munke.
I bog 4, kap. 34 (Adam af Bremen 2000) fortæller Adam, at Olav Tryggvason bragte en biskop Johannes (Jon) eller Sigurd fra Wessex med til Norge. Det skulle have været den Jon, der omvendte kongen og gav ham dåben. Han fik som efterfølger en biskop Grimkell, som er nævnt flere gange i den norrøne litteratur (Sveaas Andersen 1977, s. 116, 127). Adam, som var vel bekendt med de tyske missionærer, ser i tilbageblik således på situationen:
"Før ham (Jon) har rigtignok af vore folk (=fra den tyske mission) Lifdag, Odinkar og Poppo prædiket for dette folk. Man kan sige, at vore folk har begyndt arbejdet, mens anglerne er gået ind i deres arbejde" (Adam af Bremen 2000, skolion nr. 147, s. 227).
Grimkell blev af kongen sendt fra Norge til Hamborg-Bremen for at bekræfte missionens loyalitet over for ærkebiskoppen.
Tredje navn hos Adam er Sigfrid, som, efter hvad han siger, skal have vandret fra Norge til Sverige i 1000-tallets midte og prædiket kristendommen og sandsynligvis endt sit liv i Växjö i Småland, hvor hans helgengrav fandtes. Adam nævner også Thoolf og Sigvard som engelske biskopper i Norge. I Växjö fik Sigfrid ifølge legenden hjælp fra tre slægtninge med mærkelige, måske angelsachsiske navne, der i hans levnedsbeskrivelse gengives som Unaman, Vinaman og Sunaman. Nogle af disse siges at have været cluniacensere, dvs. benediktinermunke tilhørende reformbevægelsen fra Cluny (Tryggve Lundén 1983, s. 175-220).
En anden bemærkelsesværdig angelsachsisk biskop var Eskil, der gav navn til den svenske by Eskilstuna, hvor han blev dræbt, da han ville fælde et af de hellige træer. Han bliver endog nævnt af Ælnoth i Knud den helliges martyrhistorie (Albrectsen 1986, s. 27). Så er der også en "cluniacenserabbed" David, der virkede i Munktorp i den svenske provins Västmanland i 1000-tallets midte og blev anset for helgen dér (Tryggve Lundén 1983, s. 261-269).
Omend Knud den Store (1018-1035) var Olav Haraldsons fjende og delvis årsag til hans martyrdød ved Stiklestad, virkede også Knud for Danmark på samme måde som Olav for Norge: han lod engelske biskopper ordinere nogle missionsvillige præster til bisper og tog dem så med til Danmark, formentlig allerede omkring år 1020. Her blev tre af dem som de første indsat i tre nyindrettede bispedømmer. Adam fortæller:
"Knud vendte sejrrig tilbage fra Anglien og bevarede i mange år herredømmet over Danien og Anglien. På den tid overførte han mange biskopper fra Anglien til Danien. Af disse placerede han Bernard i Skåne, Gerbrand i Sjælland og Reginbert på Fyn" (Adam af Bremen 2000, s. 227).
Derefter gør Adam rede for, hvordan lydighedsforholdet til ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen blev reguleret for disse tre - de var jo praktisk taget udnævnt af kongen.
Ved den skitserede baggrund er det lettere at forstå, hvordan Thøgers levnedsløb er blevet formet. I årtierne efter år 1000, da både de danske og de norske konger demonstrerede deres magt ved at afpresse angelsachserne uhyrlige formuer, men på samme tid også omvendte sig til kristendommen og lod sig døbe, ville det for en ung mand fra Thüringen, der ønskede at bidrage til kristendommens udbredelse blandt de nordiske folkeslag, være ganske naturligt at tage vejen om England for på den måde at komme nærmere de nordiske konger efter deres overgang til kristendommen. Havde disse en gang taget dåben, ville der være store muligheder for at udbrede kristendommen under kongens beskyttelse i de nye lande.
Ifølge kilderne gjorde Thøger sig altså bemærket i Norge som en meget seriøs og hengiven sjælesørger. Hans daglige messe og prædiken, hans personlige integritet og selvbeherskelse har virket som en stedseværende stimulans for kong Olav Haraldsson, så at kongen gjorde ham til sin huskapellan og personlige skriftefader. Derfor må Thøger have en del af æren for, at Olav Haraldsson virkede så stærkt for at befæste kristendommen i Norge.
Efter kong Olavs fald ved Stiklestad den 29. juli 1030 var Thøger ifølge legenden meget deprimeret og græd ustandseligt over kongens død. Han manglede sin beskytter. Måske tog han allerede nu den beslutning, som vi vel må kalde heroisk eller i det mindste dristig: at sejle over til Nørrejylland, formentlig sammen med andre, der hørte til kong Olavs parti, for dér at virke for kristendommen.
Et årti efter slaget ved Stiklestad var stemningen omkring den dræbte kong Olav vendt, og hans venner var atter på vej fremad. År 1042 blev Olavs søn Magnus den Gode, som havde efterfulgt sin fader som konge i Norge, også anerkendt som konge i Danmark. Uden tvivl var dette en stor hjælp for Thøger, som nu atter har kunnet glæde sig over kongelig beskyttelse i sin gerning i Thy. Kong Magnus holdt sin faders ære højt. I hans tid skete der helbredelser af syge ved faderens grav i Trondheim. Magnus sluttede fred med sin konkurrent Svend Estridsen for at holde Harald Hårderåde borte fra kongemagten, men døde allerede i 1047, og Svend fulgte ham som konge i Danmark, Harald i Norge. Fra Magnus' tid og derefter var Thøgers stilling i Vestervig nu helt stabil, og han virkede til sin død på en Skt. Hans' dag den 24. juni et ukendt år omkring århundredets midte.
Thøgers helgenstatus og afstamning
Ved Thøgers død var hele egnen overbevist om hans hellighed, og man sendte en delegation til den nyudnævnte biskop af Nørrejylland, fhv. domprovst Alfrik eller Albrik (Albrekt) fra Bremen, og bad om hans godkendelse til at måtte ære Thøger som helgen. I første omgang var biskoppen skeptisk - Iversen 1986 beskriver det udførligt. Efterhånden kom biskoppen dog til erkendelse af det heroiske arbejde for Guds rige, som Thøger havde udført, og den 30. oktober, formentlig 1067, blev Thøgers jordiske rester lagt i helgenskrin i Vestervig, hvorved kulten af ham som helgen var godkendt.
Nogle forskere (Karl Hauck i Liber Floridus, festskrift til Paul Lehmann, 1950; Karl Bosl i Speculum historiale, festskrift til Johannes Spörl, 1965; Friedrich Prinz, Frühes Mönchtum im Frankenreich, 1965, 2. udg. 1988) mener, at man i tiden frem til og med 1000-tallet kan tale om "adelshelgener". I det europæiske samfund var dette den feudale tidsalder, da mægtige adelsfamilier bestemte hele samfundskulturen, omend nye familier fortløbende arbejdede sig op på den sociale rangstige ved krigeriske og administrative tjenester hos konge og adel. Yngre sønner og døtre bestræbte sig på at gå i kirkens tjeneste, hvor de var med til at opretholde de strenge asketiske idealer, medens de våbenføre mænd dannede stormændenes krigerskare. I dette sociale lag og blandt de opadstigende grupper var det, at korstogsideerne fik en sådan enestående succes.
Når "Thøgers levned" oplyser, at Thøger stammede fra Thüringen, så ligger den tanke derfor nær, at han næppe kan være kommet et sted "fra det jævne", men snarest må tilhøre adelssamfundet på et eller andet trin. Iversen stiller spørgsmålet: "Hvem var Thøger?" I sin besvarelse peger han på, at Thøgers vej fra Thüringen til England, hans tidlige præstevielse i Norge og livslange tjeneste i Nørrejylland, næsten forudsætter, at han må stamme fra en fornem familie med ressourcer til uddannelse og rejser. Iversen skriver (s. 77):
"Findes der en fornem thüringsk slægt, hvor der omkring år 1000 kan være født en Theodgar, som af familien kan tænkes sat i en dom- eller klosterskole, for så, i 12-14 årsalderen, at forlade slægt og venner og rejse til England, hvor han lever 'engleligt', d.v.s. under kyskhedsløftet man skulle aflægge som vordende præst eller munk - inden han vælger at blive missionspræst i Norge og ender som kapellan? Svaret er: det gør det."
Den slægtshistorie, som Iversen derved finder frem til, hviler på en række antagelser, men indeholder ikke fejl eller usikkerheder, der er så graverende, at den ikke ville kunne være Thøgers rette afstamning. Nøglen til Thøgers afstamning ligger ifølge Iversen i hans navn: Theodgarus. Det var skik i datidens slægter, at fornavne blev sammensat af to led, hvert fra én af forældrene. Nu findes der en dramatisk historie om en adelig ved navn Wirinhar af Walbeck, som til hustru skal have røvet en fornem dame ved navn Liudgard fra et kloster og giftet sig med hende. Fra denne Liudgard kunne efterleddet -gar i Thøgers navn (Theod-garus) forklares, mener Iversen. Forleddet Theod- eller Thiod-, Thiot-, Thiet- findes i flere med den formodede fader beslægtede personer, blandt andre den velkendte abbed Thietmar i Corvey, som døde år 1001, og biskop Thietmar af Merseburg, den berømte historieskriver, som døde år 1018. Her ville der således ifølge Iversen være et muligt udgangspunkt for at tegne baggrunden for et eventyrligt levnedsløb i Guds riges tjeneste med udgangspunkt i gamle kristne slægtstraditioner i det tyske landskab Thüringen.
Hvis dette kan anses for at være sandsynligt - og længere end så kan vi vistnok ikke komme - så ville også Thøger bære vidnesbyrd om den forbindelse mellem at tilhøre en "adelig" familie og at leve et "ædelt" liv, som man i 1000-tallet lagde så stor vægt på i alle helgenberetninger. At tjene Gud på særligt forbilledlig måde forudsætter en kristen barndom og en god opdragelse af gode forældre, der har bevist deres modenhed og evner ved at opnå en høj samfundsposition og tilhørsforhold til samfundets ledende kredse. En sådan tankegang findes også i andre epoker, men i 1000-tallet var den særligt stærkt knyttet til den opadstigende sociale bevægelse inden for adelssamfundet. Også kong Olav, hvis kapellan Thøger blev, tilhørte de førende familiedynastier inden for det nordiske hersker- og adelssamfund. Han ville næppe have fået en sådan tiltro til en mand af enkel afstamning, dersom denne havde manglet den opdragelse, der tilkom Olavs egen samfundsgruppe, uanset den krigeriske fortid, der ligger i den sene vikingetids store togter, hvori Olav deltog i sin ungdom.
Et af de tidligste beviser på den kult, som Thøger blev genstand for, er en runekalender, der er blevet fundet i Lödöse, den svenske havneby ved Gøta-elven, og som er beskrevet af Elisabeth Svärdström 1982. En runekalender markerer ved indskæringer kalenderårets mærkedage og ved særlige kors de dage, hvor der ikke arbejdes, dvs. offentlige helligdage. På runestaven finder man alle Frelserens store festdage i løbet af kirkeåret, såvidt de fejres på fast dato, markeret ved det særlige store kors. Navne er der ikke plads til på runestaven. Der er kors svarende til jul, Hellig Tre Konger, fremstillingen i templet den 2. februar, endvidere Jomfru Marias fire store festdage: hendes uplettede undfangelse den 8. december, hendes fødsel den 8. september, bebudelsen den 25. marts og himmelfarten den 15. august - kyndelmisse den 2. februar tæller som en Herrens festdag. Endvidere er der kors på steder, der svarer til hver enkelt apostels mindedag og til helgenerne Laurentius og Martin af Tours samt Klemens og Budolf, som var vellidt i Skandinavien. Men så er der kors ved nogle andre datoer, der kan være svære at få ret indplaceret bland helgenerne. Et kors passer til kong Olavs dag 29. juli, et til kong Knuds dag 10. juli og et til Villehad fra Frisland den 8. november. Efter de nyeste undersøgelser af Sven Helander 1989 må et andet stort kors gælde Ansgars dag den 3. februar - og så endelig det store kors ved den 30. oktober, som kun kan markere Thøgers mindedag, den dag, hvor han blev lagt i helgenskrin. Der findes også en type mindre kors for helligdage uden arbejdshvile. Blandt disse markeringer finder man én svarende til 9. september, hvilket efter de nye undersøgelser kunne være dagen for Ansgars skrinlæggelse, den 19. april for kong Knuds skrinlæggelse i Odense år 1100, og endelig den 27. september, der kunne være datoen for Viborgprovsten den hellige Kjelds skrinlæggelse år 1189.
Runestaven fra Lödöse beviser Thøgers store ry som helgen på lige fod med Maria, apostlene, Laurentius, Martin, Budolf, Klemens, Villehad, Olav, Knud og Ansgar. Thøger har indtaget sin plads blandt dem, hvis mindedag fejredes med hvile fra arbejdet. Runekalenderen må være blevet skåret i et af de jyske stifter, måske i Børglum stift, det kan dog også have været i Viborg, Århus eller Ribe stifter, at netop disse helgener og ikke andre har fået del af en sådan ære.
Vestervig
Afsluttende er der så kun én væsentlig henvisning tilbage: det er selve stedet, Vestervigs, betydning i forbindelse med Sankt Thøger, som også er beskrevet af Birgitte Wåhlin 2002.
Efter vore dages forståelse, som er formet af Reformationen, er der ikke behov for mere end én kirke på hvert sted, hvor der er en kristen menighed. Menigheden møder frem i den ene kirke, hvor man samlet fejrer gudstjeneste og nadver. I overensstemmelse hermed er dublering af kirker på et og samme sted for samme menighed af det onde eller i hvert fald overflødig og bør afskaffes.
Der fandtes i Vestervig to kirker viet til Skt. Thøger. Den, der ikke findes mere, havde dekoreret romansk apsis og tværskib samt et centraltårn i krydsvælvet oven langhus og tværskib. Vestervigs kirke i dag er den senere byggede, store forhenværende klosterkirke.
Kirkeværket Danmarks Kirker bd. 12, 1940-42, giver os en historisk ramme til forståelse af, hvorfor der fandtes to kirker i Vestervig lige ved siden af hinanden. Men en del af svaret ligger vistnok også i missionstidens syn på, hvad en "menighed" er. I 900- og 1000-tallet, kristendommens formningstid i Norden, blev det forstået på en anden måde end senere. En menighed opstår overalt dér, hvor et antal mennesker vil tilbede Gud på deres måde og derfor bygger en kirke til dette formål. Med mange forskellige niveauer at fejre gudstjeneste på, så var behovet for at bygge kirke også varierende efter geografiske og sociale betingelser. En lille gruppe munke kunne anskue sig selv som en egen menighed, et spejl af den universelle kirke, og bygge en kirke, der svarede til denne forestilling. En hel befolkning kunne valfarte til et pilgrimssted og dér danne en pilgrimsmenighed en eller to gange om året - og bygge en kirke, der svarede til denne forestilling. En eller to landsbyer kunne danne en menighed og derfor bygge en sognekirke, der var betalt af dem alle og kunne rumme dem alle. En adelsmand kunne anskue sig selv, sin familie og sit nærmeste tjenestefolk som én menighed og bygge en kirke, der svarede hertil, i tilslutning til sin hovedgård.
Der var et treskibet kor i den romanske kirke, der lå på midten af en muromkranset kirkegård 200 m. nordvest for Vestervig nuværende kirke. Danmarks Kirker skriver (s. 661) om de såkaldte "Kor-Sideskibe", at selve koret har været tredelt med plads til to sidealdre placeret i sidekor i højde med højalteret, og at "hvert af Sideskibene ved to Arkader har staaet i Forbindelse med Korrummet ... Korplanen, der maa være engelsk paavirket, er enestaaende i Danmark; kun Bispekirken i Børglum, der hører til samme Stenmesterskole, har haft et lignende Østparti, her dog med ubrudte Mure mellem Kor og Kor-Sideskibe, saa at disse mere virker som Kapeller."
En sådan "enestående" kirke, godt 31 m. (50 alen) i længde, med et tværskib af godt 28 m. (45 alen) og en bredde i skibet på mere end 11 m. (18 alen), og med et centraltårn dér, hvor langhuset krydser tværskibet, har ikke været kirke for en almindelig sognemenighed. Ligheden med Børglum tyder snarere på, at de to på samme tid er bygget som klosterkirker ud fra et fælles koncept. Som nævnt ovenfor, fandt Iversen paralleller med Olavskirken i Sigtuna, der også anses for at være bygget som klosterkirke. Man daterer de store kirkebyggerier i Sigtuna stort set til tiden nærmest efter ca. 1120.
Hvilken slags klostermenighed, der har bygget Børglum, Vestervigs gamle kirke, og Sigtunas Olavskirke, er ukendt - man gik ikke så stærkt op i ordensforholdene endnu, for det var ikke før med cistercienserne, at den første virkelige "klosterorden" kom til. Der kan være tale om benediktinermunke alle disse steder. Augustinerkanniker kan der formentlig først blive tale om efter kirkemødet i Lund år 1139, hvor en pavelig legat og ærkebiskop Eskil lagde planer for den nordiske kirkes videre udfoldelse, smlg. Nenseter 2003. Da bindet "Tisted Amt" af Danmarks Kirker udkom 1940-42, var det endnu ikke kendt, at præmonstratenserkannikerne i Børglum havde fået deres ordensregler fra Steinfeld augustinerkloster i Rhinlandet, som i 1140'erne var i færd med at antage statutterne fra Prémontré i Frankrig (Nyberg 1986). Derved overgik de fra at være almindelige augustinerkanniker til at blive præmonstratensere, en særlig gren af augustinerkannikerne, stiftet af Norbert af Xanten i det 1120 oprettede klostret Prémontré i det nordlige Frankrig. Kannikerne i Børglum fulgte det rhinlandske moderkloster og blev til et præmonstratensisk domkapitelskloster. Det har kannikerne i Vestervig så ikke gjort. Men overensstemmelsen i arkitektur mellem kirken i Børglum og Vestervigs oprindelige kirke fortæller os, at processen med indflydelse fra Steinfeld og Rhinlandet kan have stået på sideløbende de to steder i midten af 1100-tallet.
I hidtidig forskning har man skønnet, at der lå engelsk indflydelse bag. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at impulserne henad 1100-tallets midte nåede Danmark direkte fra England. Efter de angelsachsiske impulser i 1000-tallet, som nåede højdepunktet i Danmark med Erik Ejegods indkaldelse af angelsachsiske munke til Odense i 1095 og bygningen af Vengs klosterkirke senest 1125, kan mange såkaldt angelsachsiske stiltræk også være kommet til Danmark via det kontinentale Europa, hvad der således også kan være tilfældet i Vestervigs gamle kirke og i Børglums domkirke.
Måske er stedet for den i 1752 endelig fjernede Skt. Thøgers kirke i Vestervig også stedet for missionæren Thøgers egen lille kirkebygning fra midten af 1000-tallet? Efter Nationalmuseets seneste (utrykte) undersøgelser på grunden er der noget, der tyder på, at Thøgers helgenskrin måske har stået i denne kirke og ikke i den store klosterkirke. Den store kirke, som findes i dag, menes opført omkring år 1200 eller senere og svarer så til det pladsbehov til gudstjeneste og processioner, som augustinerkannikerne måtte have i deres kloster.
Den store kirke giver bevis på, at der var god rekruttering til augustinerne i Vestervig kloster, ligesom Nenseter 2003 beskriver det for Norges vedkommende. Men alt tyder på, at den ældste, mindre kirke var det egentlige sted, hvor man mindedes Skt. Thøger og anbefalede sig i hans mægtige forbøn. Den tidlige romanske kirke i korsform, som må antages at have været kannikernes første kirke, kan således være blevet til pilgrimskirken, hvor helgenskrinet opbevaredes, som man valfartede til for at bede ved Skt. Thøgers grav, særligt på dagen for hans skrinlæggelse, den 30. oktober.
Vestervig er så virkelig blevet stedet for et stort stykke nørrejysk kirkehistorie.
Litteratur
- 1893-94:
Danske Helgeners Levned, oversatte af Hans Olrik. København. - 1908-1912:
VSD = Vitae Sanctorum Danorum, (udg. M.Cl. Gertz). København, s. 1-26. - 1917:
Niels Hansen, Vore Helgener. Livsskildringer af danske og islandske Helgener. København. - 1940-42:
Danmarks Kirker 12: Tisted Amt. København. - 1963:
Lilli Gjerløw, "Kalendarium II". Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, 8. - 1965:
Lilli Gjerløw, "Liturgiske bøker". Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, 10. - 1971:
Tue Gad, Helgener. Legender fortalt i Norden. København. - 1977:
Per Sveaas Andersen, Samlingen av Norge og kristningen af landet 800-1130. Oslo. - 1982:
Niels-Knud Liebgott, Hellige mænd og kvinder. København. - 1982:
Elisabeth Svärdström, Runfynden från Lödöse. Stockholm. - 1983:
Tryggve Lundén, Sveriges missionärer. Helgon och kyrkogrundare, en bok om Sveriges kristnande. Storuman. - 1984:
C.H. Lawrence, Medieval Monasticism. Forms of Religious Life in Western Europe in the Middle Ages. London. - 1986:
Gunnar Iversen, "Sct. Thøger af Vestervig. Er Thøgerlegenden ren legende?". Sydthy Årbog, s. 60-80. - 1986:
Tore Nyberg, Die Kirche in Skandinavien. Sigmaringen 1986. - 1986:
Erling Albrectsen, "Kong Svend Magnus' og hans Sønners Bedrifter og Kong Knud den Helliges Lidelseshistorie" [forfattet af Ælnoth]. Knuds-Bogen 1986. Studier over Knud den Hellige. (Fynske Studier 15, udg. af Odense Bys Museer.) Odense, s. 25-52. - 1989:
Sven Helander, Ansgarskulten i Norden. (Bibliotheca theologiae practicae 45.) Stockholm. - 1999:
Malene Bennedsen, "Vore danske helgener". Rubicon (udg. af Center for historie, Odense Universitet) 7, 1999 nr.1, s. 62-68. - 2000:
Adam af Bremens krønike, oversat og kommenteret af Allan A. Lund. Århus. - 2002:
Birgitte Wåhlin, "Thøger af Vestervig". Fra tid til anden. Historiske og historiografiske afhandlinger (red. Helge Gamrath). Aalborg: Historiestudiet Aalborg Universitet, s. 55-78. - 2003:
Olav Nenseter, Augustinerordenen. Å lære andre gjennom ord og eksempel. Oslo.
Tilbage til indholdsoversigt
Stiftsbogen 2004
Andre årgange af stiftsbogen